Indhold
Når man skal brygge espresso, så er kværnen lige så vigtig som espressomaskinen.
En espressokværn skal kunne indstilles meget fint og præcist.
Du kan altså ikke bare købe en espressomaskine og regne med, du får gode resultater fra din nuværende kværn, som du bruger til filterkaffe.
Hvis du mangler en espressokværn, kan Baratza Sette 270 måske være løsningen.
Find produktet hos følgende forhandlere
Skal du sætte dig op efter en Sette kværn?
Baratza Sette 270 virker måske som en dyr kværn, hvis du lige er trådt ind i den verden, der hedder specialkaffe. Lige under de 3000 kr. koster denne espressokværn dig.
Det er måske ikke lige den første kværn, du skal erhverve dig, men er nok mere til dig, der allerede er i gang med at brygge espresso.
Eller måske er du allerede godt kendt i specialkaffe men har mest brygget filterkaffe og andre slow brew-metoder, men nu vil du i gang med at lave god espresso.
Så kunne det også være en rigtig fin kværn, hvis du har budgettet. Man må nok også bare erkende, at gode espressokværne hurtigt kommer op i det her prisleje.
Hvis du stadig primært brygger filterkaffe, stempelkaffe, aeropress eller lignende, så vil jeg nok kigge på noget ala Wilfa Svart Uniform, hvis du stadig vil have noget mere high-end grej. Eller også Baratza Sette 30, der er den billigere udgave af Sette 270.
Men hvis du allerede er i gang med dit espressoeventyr og mangler en ny kværn, så er Sette 270 værd at overveje. Baratza laver rigtig gode kværne og bliver anbefalet af mangt og mange.
Baratza Sette 270 har, som navnet antyder, 270 indstillinger fordelt i 30 makroindstillinger og 9 mikroindstillinger. Der er altså alt det, du skal bruge til at brygge god espresso. Kværnen kan også brygge til filterkaffe.
De forskellige typer Baratza Sette
Amerikanske Baratza er et firma, der har specialiseret sig i kaffekværne. Det er det eneste, de laver. Baratza Encore og Virtuoso er deres kværne til filterkaffe og med de tre forskellige Sette-kværne, så bevæger vi os hen i espressoterritorie. Baratza Sette 30, 270 og 270Wi er tre forskellige Sette-kværne og forskellene er meget simple.
Baratza Sette har 30 indstillingsmuligheder fordelt fra grov til fintkværnet, mens Sette 270, som sagt før, har 270 indstillinger fordelt over 30 makroindstillinger og 9 mikroindstillinger.
Sette 270Wi er deres “intelligente” kværn, da denne har en indbygget vægt og selv kan regne forskellige doseringer ud. Samtidig kan 270Wi tilsluttes bluetooth med en iOS-app. Jeg vil i resten af anmeldelsen have fokus på Sette 270.
Fordele
- Hele 270 indstillingsmuligheder
- Nem indstilling af timer og dosering
- Lettilgængelige reservedele
Ulemper
- Kan tage noget tid, før man rammer den rigtige indstilling og dosering
- Noget højlydt
Indstillinger til ethvert humør
Med sine 270 indstillingsmuligheder er der virkelig mulighed for at nørde med ens espresso.
Er der ikke noget fedt ved at vide, at lige præcis malingsgrad 217 er perfekt til dig, mens bare et enkelt nøk op på 218 ikke er i orden?
Funktioner:
- 40 mm koniske kværnblade i stål
- Meget hurtig kværnhastighed
- Holder til portafilter
- 270 indstillingsmuligheder (30 makro og 9 mikro)
- Timer og doseringsfunktion
Timer og doseringsfunktion
På forsiden af Baratza Sette 270 er der et display og en række knapper. Det er her, man indstiller dosering, som gøres baseret på tid. Der er tre knapper med en preset-tid på.
Fra fabrikken er det 10, 20 og 30 sekunder, men du kan selv ændre det til, hvad du ønsker ned til en hundrededel af et sekund. Eller du kan bare give en bestemt tid, og så kværner den i det rum tid.
Jeg er vant til, når jeg brygger filterkaffe, at veje mine bønner inden. Så selvom min filterkværn egentlig også har en timer til at kværne i en given mængde tid, så bruger jeg ikke rigtig den feature.
Men det er lidt noget andet med espresso, fordi hvis jeg skal brygge V60, så har jeg alligevel min kaffevægt fremme til at måle, når jeg skal brygge. Så er det snildt lige at veje bønnerne også. Når man brygger espresso, har man ikke lige altid en vægt.
Der kan det være rart bare at smække sit portafilter under kværnen og så vide at 10,75 sekunder er nok til det shot eller to, du skal trække, og derefter bare at kunne smække portafilteret i espressomaskinen.
Ikke at der ikke også er folk, der bruger kaffevægt til espresso, men jeg vil mene, det er mere nødvendigt til V60 og dets lige end til espresso.
Hvis du hellere vil måle hver gang, så kunne du måske overveje Sette 270Wi, da denne har indbygget vægt, så den faktisk selv vejer bønnerne for dig.
Samtidig bliver kværnen mere præcis jo flere gange, du kværner med den samme bønne. Kværnen indstiller nemlig sig selv, deraf det lille ‘i’ for ‘intelligent’.
Koniske stålblade
I Baratza Sette 270 er der et sæt koniske stålblade. Det vil sige, at de to kværnblade sidder kegleformet oveni hinanden. Det er modsat flade stålblade, hvor kværnbladene sidder horisontalt over hinanden.
Barista James Hoffmann peger i en anmeldelse af Wilfa Svart Uniform på, at flade kværnblade som regel er lig mere ensformige, kværnede bønner.
Men hvis man googler sig rundt på diverse kaffesites, så kan man også læse sig frem til, at der ikke nødvendigvis er så betydelig forskel.
Der er til gengæld lidt forskel på om bladene er keramiske eller af stål. Keramiske kværnblade holder længere, mens stålblade er skarpere.
Stålblade er til gengæld mere holdbare end keramiske blade, hvis der skulle gemme sig en sten iblandt kaffebønnerne.
Om det ene er bedre end det andet, må være op til den enkelte. Til gengæld er det specielt ved Baratza Sette, at det øverste kværnhoved er fikseret.
Dette betyder, at kværnen kværner meget hurtigt. Baratza selv lægger hastigheden på mellem 3,5 gram i sekundet til 5,5 gram i sekundet afhængig af, hvor groft- eller fintkværnet kaffen er.
Plads til portafilter
På nederste del af Sette 270 sidder to små arme med gummibelægning, hvor man kan sætte sit portafilter og så kværne kaffen direkte ned i ens portafilter, så det er klar til espressomaskinen. Armene kan justeres, så uanset størrelsen på dit portafilter, så burde det kunne passe.
Samtidig medfølger en bønnebeholder i antistatisk materiale, som du kan kværne ned i til filterkaffe eller en anden brygmetode.
Der er også plads til at sætte din V60-kaffetragt eller anden slags tragt lige under eller på armene.
Nederst på kværnen er også en lille udtagelig måtte, der sidder fast med en magnet. På den måde er det nemt at fjerne løs kaffe, der rammer forbi portafilteret.
Baratza-reservedele
Baratza har på deres hjemmeside et motto, der hedder “Don’t dump it, fix it”. Med dette mener de, at de bygger deres kværne, så de er nemme at skille ad og udskifte enkelte dele. Din Baratza-kværn kan derfor komme til at holde i mange år, hvis du vedligeholder den.
Reservedelene er også ret lettilgængelige. Inde på kaffemekka.dk har de en del reservedele til Baratza-kværne.
I USA er Baratza også kendt for deres gode kundeservice, men udenfor USA henviser de til dem, man har købt kværnen af, hvis der skulle være problemer.
Men det er altid fedt at vide med Baratzas kværne, at problemer med ens kværn ikke nødvendigvis betyder, at man skal ud og finde en ny.
Hvad siger brugere af kværnen?
Baratza Sette 270 bliver generelt rigtig fint anmeldt. Flere peger på at det er noget af det bedste, som man kan få for pengene i denne prisklasse.
Hvis du vil se kværnen i brug, så er her en video fra James Hoffmann, hvor han bruger kværnen i hans lille serie om, hvordan han indstiller sig frem til en god espresso.
Hoffmann bruger her 270Wi. Jeg har læst flere brugere af kværnen klage over, at de ikke synes, den kværner helt fint nok.
Men med kværnen kommer en lille “shim”, dvs. en kile/mellemplade, som kan installeres i kværnhuset og dermed kværne finere.
Der er en fin manual til installering af dette med kværnen ellers kan du se en video fra Baratza her.
Hvad er alternativerne?
Jeg kommer her med tre alternativer til Sette 270, som du kan tjekke ud. Den ene er en anden lidt billigere espressokværn, den anden en lidt dyrere og den sidste en kværn til dig, der primært brygger filterkaffe, men også en gang imellem gerne vil trække et espressoshot.
Sage the Smart Grinder
Denne kværn er lavet sammen med den engelske kok Heston Blumenthal, der er kendt for at servere kaviar sammen med hvid chokolade og laks sammen med lakrids.
Hvis man synes, at 270 indstillingsmuligheder var meget, så trumfer Sage the Smart Grinder lige med hele 600.
Den har 60 makroindstillinger, der justeres fra dets dispay, men de dertilhørende 10 mikroindstillinger justeres på selve kværnhuset, som man kun kommer til ved at fjerne bønnebeholderen.
Til gengæld er der en lås i bønnebeholderen, så man kan tage den af, selvom der er bønner i.
Sage the Smart Grinder har såkaldt ‘Dosing IQ’, så hvis du ændre på malingsgraden af bønnerne, så justere den selv doseringsgraden, så du får samme mængde kaffe.
Sage-kværnen kan nemlig kværne efter antal kopper eller espressoshots fremfor efter tid. Kværnen koster omkring 2000 og er derfor billigere end Baratza Sette 270.
Baratza Vario
En kaffekværn der er en lille smule dyrere end Baratza Sette 270. Den er tidligere i Europa blevet produceret af Mahlkönig, indtil Baratza overtog produktionen.
Kværnen har 230 indstillingsmuligheder fordelt på 10 makroindstillinger og mikroindstillinger, der går fra A-W (det er 23 indstillinger).
En rigtig fin og godt anmeldt espressokværn til hjemmebrug, der også kan kværne til filterkaffe.
Kværnen har dosering- og timerfunktion ligesom Sette 270 og kan også presettes til tre indstillinger, så man f.eks. har en dosering klar til enkelt, dobbelt eller trippelt shot.
Wilfa Svart Uniform
Ikke en espressokværn men en filterkværn, der kan lave espresso. Denne kværn er primært til dig, der mest brygger V60, aeropress eller lignende, men stadig gerne vil have en kværn, der et step up fra kværne som Baratza Encore og Wilfa Svart Aroma.
En rigtig fin kværn med indbygget vægt i låget, så du nemt og hurtigt kan afveje bønner inden brug. Kværnen har 40 indstillingsmuligheder og kommer med flade, stålblade.
Kværnen har en autostop-funktion, så den selv stopper med at kværne, når der ikke er flere bønner tilbage. Kværnen koster omkring de 2000 kr.
Til den dygtige hjemmebarista
Baratza Sette 270 er en rigtig fin espressokværn til dig, der allerede er lidt i gang med espresso eller gerne vil det.
Det kræver lidt tid at få styr på de rigtige indstillinger og doseringsgrader, men når du har, så er der garanteret gode espressoshots.
Alt i alt, en rigtig fin kværn, som flere kalder den bedste i prisklassen.