Menu
0

Den ultimative guide til AeroPress

Opdateret d.

aeropress-kaffe

AeroPress kaffebryggeren er hurtigt blevet populær blandt kaffeentusiaster i hele verden. AeroPressen er let at anvende, brygger hurtigt en kop kaffe og er let at rengøre. Og så brygger den helt fantastisk kaffe. Den forener espressobrygning og filterkaffebrygning i én brygmetode. Den fjerner al bitterhed fra kaffen og giver en blød, ren og samtidig intens kop kaffe. 

AeroPress er en manuel kaffebrygger der ikke bruger strøm. Du skal blot have god kaffe og kogende vand, så er du stand til at brygge 1-2 kopper kaffe på omkring 1 minut.

Da AeroPress er så lille, kan den sammen med en håndfuld filtre komme med i sommerhus og på ferie, så du kan lave en lækker kop kaffe hvor end du kan skaffe kogende vand.

 

Denne guide indeholder

 

OPSKRIFT: Sådan laver du kaffe med en AeroPress

Dette skal du bruge

Eksempelvis

Kaffeteriets opskrift til AeroPress brygning

Den opskrift vi bruger til AeroPress brygning følger metoden man kalder for “inverted brewing” eller “Upside Down”. Det betyder at du vender din AeroPress på hovedet når du skal brygge. Vi har erfaring med at du på denne måde har bedre kontrol over brygningen og får en mere ensartet brygning, hvor alt vandet er i kontakt med kaffebønnerne i lige lang tid.

Inden du kommer igang med kogende vand, så sørg for at finde en kop eller en kande hvor din AeroPress kan passe i.

 

  • Først samler du din AeroPress og placerer den i omvendt position. Den står i omvendt position når det øverste er den ende hvor filterskruen skal på. Filterskruen er den sorte kapsel med huller i.

aeropress inverted opskrift

  • Kværn 16 gram kaffebønner. Vi anbefaler friske kaffebønner fra Kaffeteriet.dk. Hæld den kværnede kaffe i AeroPress’en. Du kan bruge den medfølgende tragt, så du er sikker på at ramme du ikke får kaffe ned i rillen hvor filterskruen skal skrues på.

aeropress opskrift hæld kaffe i

  • Brug enten et metalfilter til AeroPress eller et af de medfølgende papirfiltre. Hvis du bruger et papirfilter, sørg da for at væde filteret med kogende vand, for at rense filteret, og for at det holder sig fast på filterskruen.

aeropress væd papirfilteret

  • Brug gerne en timer til at holde styr på bryggetiden. Her kan du bare bruge din mobiltelefon. Vi anbefaler at du brygger kaffen, så vandet kun er i berøring med den kværnede kaffe, i samlet set 1 minut. Start din timer og fyld AeroPressen op. Vær forsigtig med at fylde for meget vand i, da det kan løbe ud over kanten og sætte kaffegrums i rillen hvor du skal skrue filterskruen i.

aeropress hæld vand i opskrift

  • Brug den medfølgende rørepind til at røre et par gange rundt i kaffen, så du sikrer dig at alt kaffen er i berøring med vandet.

Rør rundt med rørepind aeropress opskrift

  • Nu kan du skrue filterskruen med det våde filter fast på kraven af AeroPressen. Hold øje med tiden.

AeroPress opskrift skru filteret på

  • Når filteret er skruet på, kan du forsigtigt vende AeroPressen og placere den ovenpå en kande eller kop der passer til størrelsen af AeroPress’en. Når din timer passerer ca. 45 sekunder presser du stille og roligt kaffen ned i koppen.

AeroPress opskrift tryk kaffen ned i koppen


TIP: Vent med at drikke kaffen til efter 4-5 minutter. Så smager kaffen af mere.

aeropress opskrift færdig og klar til at drikke kaffe

 


Print-venlig AeroPress opskrift

aeropress print-selv opskrift

 

Opskrifter fra verdensmesterskaberne i AeroPress

Du kan prøve at eksperimentere med andre opskrifter til AeroPress. Vi synes det er sjovt at forsøge at efterligne nogle af de opskrifter som deltagerne i VM i AeroPress har deltaget med. Du kan finde de gode aeropress opskrifter her: http://worldaeropresschampionship.com/recipes/

 


Dosering til AeroPress:

Kapacitet / Størrelse

Antal gram kværnet kaffe

Antal spiseskeer med lille top

Antal AeroPress skeer uden top

Antal decilitermål

0,2 liter / 1-2 kopper

16g

2 skefulde

1 skefuld

⅓ fyldt


Vand: 200 gram (Fyld AeroPress helt op)

 


Hvilke filtre er gode til en AeroPress?

 

Papirfiltre

Når man køber en AeroPress, følger der papirfiltre med i pakken. Disse filtre er som udgangspunkt rigtig gode. Hvis du brygger med et papirfilter, holder det ret godt på de olier der findes i kaffen. Det giver den bryggede kaffe noget lethed.  

 

Metalfiltre

De mest anerkendte metalfiltre er fra det amerikanske firma ABLE brewing. De producerer både filtre i rustfrit stål og en specialudgave i rustfrit stål med 18 karats guldbelægning. Guld-udgaven har ikke nogen smagsmæssig effekt. Det er bare ren blær.

Metalfiltrene fås i to udgaver: fin og almindelig. Forskellen på de to er hvor meget de lader gå igennem filteret. Det helt fine filter vil give en renere kop kaffe end det grovere filter.

Når du bruger et metalfilter fremfor et papirfilter, så lader du flere af de olier der findes i kaffen, passere ned i din kop. Det giver en rund og fed fornemmelse til din kop kaffe.

Den klare fordel ved at bruge et metalfilter er holdbarheden - det kan bruges igen og igen. Et almindeligt papirfilter skal kaséres efter brug. Et metalfilter skulle gerne holde flere år, hvis man passer godt på det. Man skal især sørge for at de ikke blive bøjet. Her er det fine metalfilter mere udsat end det almindelige metalfilter, da det fine metalfilter er tyndere.

 

Hvad skal man så vælge?

Vi har ikke nogen smagsmæssige præference for at vælge papirfiltre fremfor metalfiltre, eller omvendt. Det der vægter mest er til om man vil kunne genbruge sit filter, eller synes det er praktisk bare at kunne skubbe kaffegrumsen og papirfilteret ud i skraldespanden.
Her i Kaffeteriet bruger vi papirfilter i vores daglige brygning på AeroPress.

 


To brygmetoder til AeroPress - Den almindelige Top Down og Inverted Method

Når det kommer til brygning af en AeroPress er der to primære brygmetoder. Den første metode er den der er beskrevet i instruktionerne som følger med i AeroPress-kassen. Det er den almindelige Top Down metode. Der er mange der er tilhængere af den almindelige metode, da det var den første måde der blev brygget på en AeroPress, og det anses som den officielle måde.

Der er både fordele og ulemper ved begge brygmetoder.

En del af ulemperne er noget vi kun har oplevet 1-2 gange ud af de hundredevis af gange vi har brygget kaffe med en AeroPress. Så ikke lad dig skræmme.

 

Top Down Method (Officiel måde)

Fordele:

  • Du risikerer ikke at blokere filterskruen med kaffegrums.

Ulemper:

  • Når der hældes vand i kammeret, kan det ikke undgås at der drypper vand igennem filteret og ned i koppen. Vand der ikke har været en del af brygningen.
  • Er du ny, kan det være svært at styre denne brygmetode, da vandet begynder at rende igennem.

 

Inverted Method

Fordele:

  • Du behøver ikke at sætte stemplet i, for at holde vandet i bryg-kammeret.
  • Du behøver ikke stille den i en kop, men kan nøjes med at stille den på bordet.
  • Du har bedre kontrol over at vandet bliver i kammeret.

Ulemper:

  • Kaffegrums kan lægge sig der hvor du skal skrue filterholderen på, så du skal fjerne det inden du kan få filterholderen på.
  • Hvis du er uforsigtig, kan du risikere at de to dele går fra hinanden når du vender AeroPressen.
  • Hvis du ikke væder filteret, kan filteret falde fra filterskruen og ned på kaffen, inden du har sat filterskruen på.


Hvad gør aeropress god/dårlig som brygmetode

 

Det er hurtigt at brygge en kop kaffe på en AeroPress

På en AeroPress kan du lave en rigtig god kop kaffe, meget hurtigt. Stort set lige så hurtigt som hvis du laver en kop instant kaffe. Resultatet er dog lysår bedre - vel at mærke hvis du bruger gode kaffebønner.

 

Det er let at rengøre en AeroPress

En AeroPress er overraskende let at rengøre. Når du er færdig med at brygge, skruer du filterskruen af og trykker stemplet igennem, henover en skraldespand. Så ryger kaffegrumsen direkte deri og du kan nu skylle gummistemplet.

AeroPress let at rengøre

 

Det er besværligt at brygge mange kopper kaffe

Udfordringen er dog at du kun kan lave én kop ad gangen. Får du en ven på besøg, så skal du igang igen, og hvis hele familien er på besøg så bliver det et større arbejde. Her vil en stempelkande egne sig bedre.


Opbevaring af bønner

Opbevar kaffebønnerne tørt og køling. En køkkenskuffe er perfekt. Det er en skrøne at kaffe skal opbevares på køl eller frys. I et køleskab finde man en masse forskellige dufte som f.eks pålæg, kød, ost, osv. Denne duft kan blive overført til kaffe. Nogle anbefaler også at kaffebønner skal opbevares på frys. Vi vil ikke anbefale at man gør dette da den lave temperatur ødelægger de naturlige aromagivende olier i kaffen, og får den til at ændre karakter. Ofte er det bedst at opbevare kaffebønnerne i de poser de kommer i. Har den poser kaffe du har købt ikke selvluk, kan du bruge en poselukker der lukker helt tæt.

Husk altid at gå efter hele kaffebønner frem for formalet kaffe. Holdbarheden er længere, smagen er bedre og der breder sig en fantastisk duft når kaffen kværnes. Duften er ikke at kimse af fordi de kickstarter dine lugtreceptorer i næsen og er med til at forbedre hele smagsoplevelsen. Kværn kun det kaffe du skal bruge. Medmindre du har fået din kaffemand til at kværne dine kaffebønner, så fås god kaffe ikke formalet. Punktum.   



Formalingsgrad:

Du skal kværne medium- grov til din AeroPress hvis du skal lave filterkaffe. Hvis du ønsker at lave espressokaffe (eller et forsøg på dette) så skal du kværne så fint som muligt og bruge espressokaffe (vi vil dog koncentrere os om filterkaffe, da vi mener at en AeroPress er bedst til det. Det bliver aldrig en rigtig espressokaffe, som man kender den fra de store skinnende italienske espressomaskiner.

AeroPress sådan skal du kværne kaffebønnerne


Spørgsmål og svar

Skal jeg hælde koldt eller varmt vand i el-kedlen?
Du skal altid hælde koldt vand i elkedlen, da varmt vand indeholder flere bakterier når det kommer direkte fra vandhanen. Det varme vand kommer nemlig fra en varmtvandsbeholder, mens det kolde vand kommer direkte fra vandværket, hvor det er blevet renset.


Vandtemperatur
Den optimale vandtemperatur til kaffebrygning er 93-96 grader. Da det er besværligt at skulle måle det, siger vi at man kan lade sin elkedel stå i ca. 2 minutter efter den har fået vandet til at koge, for at ramme den ønskede temperatur på mellem 93-96 grader. Dette er selvfølgelig kun vejledende, da temperaturen kan variere fra elkedel til elkedel.


Skal jeg hælde op på en bestemt måde? Skal jeg hælde i cirkler?
Når du hælder skal du sørge for at ramme al kaffen. Husk du skal stoppe med at hælde ved stregen. Hælder du for meget i kan det ende med at du har kaffe over det hele. Hæld ikke for hurtigt, det er nemmere at styre når du hælder langsomt. Brug ca. 10 sek. fra start til slut. Nogle vælger at røre rundt med en rørepind, eller en ske når de har hældt på. Dette anbefaler vi ikke da processen bliver uberegnelig. Når man rører rundt i kaffen, sker der det samme som når du dasker et tebrev rundt i det kogende vand fordi du er utålmodig. Ekstraheringsgraden hæves. Det betyder på jævnt dansk at smagsstofferne udvindes fra kaffen hurtigere. Dette er der i og for sig intet galt i. Problemet er at man kan komme til at røre for meget, hvilket resulterer i at kaffen bliver for kraftig og bitter, fordi for mange bitterstoffer er udtrukket fra kaffen. Man kan sammenligne det med at man glemmer tebrevet med sortte i det kogende vand i for lang tid - det smager ikke godt.


Skal jeg opvarme aeropressen?
En god idé er at når du skyller dit filter med kogende vand for at gøre filteret klar til brug og for at fjerne evt. bismag af papir så bruger du dette vand til at opvarme din AeroPress. Hvis du brygger direkte ned i en kold AeroPress så risikerer du at du får en lidt for bitter kaffe fordi vandet køler for meget når det rammer den kolde plastik. (læs afsnit om vandtemperatur)


Skal jeg bruge en afkalkningskande?
Du kan sagtens få en god kop kaffe ud af dine bønner selvom du ikke afkalker vandet før brug. Det vigtigste er at du har gode kvalitets kaffebønner - så går det nok. Hvis du vil nørde lidt dog, så vil det være en god idé, alt efter hvor du bor, at anskaffe dig en afkalkningskande (har du en espressomaskine så SKAL du bruge kalkfattigt vand, men det er en anden historie). Når du bruger gode specialkaffebønner, så vil de ofte være lysristet, for at den gode smag og syren i kaffebønnerne er bevaret. Syren er rigtig vigtig for smagsoplevelsen. Den gør at din kop kaffe smager friskt og er sprudlende, og tilfører oplevelsen en ekstra dimension. Har kaffen frugtnoter så gemmer de sig også til dels i syren. Man skal endelig ikke forbinde sur og syrlig. I denne sammenhæng er det to forskellige ting.

Hvis man bor i et område hvor der er meget kalk i vandet, så vil denne lægge en dæmper på syren i kaffen. Man taler om at vandet er “hårdt”. Bor du derimod et sted hvor der ikke er meget kalk i vandet, så behøver man ikke at anvende en afkalkningskande. Man taler om at vandet er “blødt”. Se et kort over hvordan vandet er i dit område her


Skal jeg drikke kaffen med det samme, eller vente lidt?
Når du er færdig med at brygge din kaffe så er det fristende at drikke den med den samme. Gør dig selv den tjeneste at vente et par minutter til den lige har fået lov til at stå og køle lidt ned. gerne 3-4-5 min. Det er en skrøne at kaffe skal drikkes skoldhed - dem der har fundet på det udtryk er dem der har opfundet dårlig kaffe. Når noget er meget koldt, eller meget varmt er det svært for tungen at smage alle nuancer af det der bliver indtaget. Der er en grund til at nogle steder bliver der serveret kaffe der er så varmt at den er ved at brænde igennem koppen. Vent derfor lidt, så bliver dine smagsløg glade.


Del dette indlæg


Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Kommentarer skal godkendes, før de bliver vist. På den måde undgår vi en masse spam-kommentarer.


Kundeudtalelser

Simon

Hurtig levering, tryghed i handlen, kvalitets vare og så til en god pris, det er alt hvad man kan forlange. Kaffeteriet.dk opfylder alle disse og i høj grad. Desuden har de en enorm viden om kaffe, som de hjertens gerne deler ud af.

Mette

Jeg har handlet hos Kaffeteriet flere gange. Altid en meget positiv oplevelse. Lækre produkter samt en service på et højt niveau. Og hver gang har der været en lille personlig hilsen med i pakken - SÅ skønt :)

Marianne

Vi bestilte varer på Kaffeteriet.dk, men var bekymrede for, om vi kunne få leveret, før vi skulle på ferie. Så vi sendte en mail og forklarede, at vores bestilling hastede. Varerne ankom dagen efter med et personligt postkort, hilsen fra Peter, der ønskede os god ferie!


Vi udsender 1-3 gange i måneden.