Menu
0

Etiopisk kaffe - På tur i verden

Opdateret d.

Turen er denne gang kommet til Etiopien i vores lille serie af indlæg om kaffebønner fra forskellige dele af verden. Ligesom indlægget om brasilianske bønner, vil dette også tage udgangspunkt i James Hoffmanns bog, 'The World Atlas of Coffee'.

Etiopisk kaffe

Etiopien anses som kaffens vugge – noget som kan give en del forventninger. Men kan det leve op til de forventninger? De kaffer jeg indtil videre har smagt fra Etiopien er bestemt gode, men det handler i høj grad om hvad du er til og hvilken slags kaffe du laver, er min erfaring. Inden vi kommer så langt, tager vi lige en tur ned ad historiens vej og hvordan Etiopien er blevet det store kaffeland, som det i dag anses som.

Etiopisk kaffe – før og nu

Som sagt mener mange, at Etiopien er kaffens hjemland, og hertil knytter sig en god lille fortælling. Den handler om en hyrde, der vogtede over sine får i 1600- tallets Etiopien. Han observerer på et tidspunkt sine får konsumere nogle bær på sletterne, hvorefter de begynder at opføre sig ret besynderligt – nærmest ekstatiske. I ren nysgerrighed over hvad der skete, spiser han selv nogle af bærrene og får en meget energisk effekt ud af det. Han plukker herefter en masser bær og tager dem med hjem til familie, venner og bekendte, der også synes godt om bærrenes effekt. Dette er efter sigende begyndelsen på kaffens glorværdige historie, som tog udgangspunkt i nogle vildtvoksende buske på de etiopiske sletter, hvor kaffebærrene oprindeligt blev brugt som mad fremfor drikke.

Hvad der er faktuelt eller vandrehistorie, vides vist ikke, men det skulle dog være korrekt, at de første kaffeplanter skød vildt frem i Etiopien og bønnen først senere blev noget, som man brugte til den drikkevarer vi kender i dag.

Efterhånden som interessen udviklede sig for denne spændende nye opdagelse, og man fandt ud af, at man kunne bruge bærrets sten til kaffe, begyndte der gradvist at ske en efterspørgsel – også fra udlandet. Handelsmænd fra Europa begyndte at tage bønnerne med hjem, og successen drev dem tilbage til Etiopien efter mere. Uheldigvis for Etiopien skete der senere samme opdagelser i bl.a. Yemen og Sydamerika, hvorfor interessen for etiopisk kaffe forsvandt i en periode. Etiopien blev mere betragtet som et land, hvor der var tilfældig vildtvoksende produktion af kaffebær, fremfor et land med målrettet og struktureret produktion med henblik på eksport til de tiltagende tørstige markeder.

Etiopisk kaffefarm

Man knoklede heldigvis ufortrødent videre og fik rettet op på den anskuelse. I begyndelsen af 1800-tallet kom interessen således tilbage i stor stil, hvor man begyndte at eksportere rekordstore mængder af kaffebønner, særligt af typen Harrari (navngivet efter den nærliggende by Harrar). Også en decideret statslig kaffeassocation (National Coffee Board of Ethiopia) så dagens lys i 1957 for at fremme dette delikate og efterspurgte produkt.

Kaffeproduktionen i Etiopien har historisk set altid været præget af uregelmæssigheder – både hvad angår kvantitet og kvalitet – pga. interne uroligheder i landet med borgerkrige, diktatur og kampen om demokrati. Alt sammen noget, som har haft indflydelse på produktionsapparatet.

Heldigvis er der i nyere tid faldet mere ro på landet, og de vedholder sig den dag i dag som et land, der står højt på ranglisten over de bedste kaffeproducerende lande – generelt set.

Køb etiopisk kaffe hvis du er til filterkaffe

Som tidligere nævnt, hører etiopisk kaffe bestemt til i den høje ende af skalaen, men efter min mening afhænger det af om du er til eksempelvis filterkaffe fremfor espresso. Etiopisk kaffe er generelt set meget frugtig og syrlig i smagen – ikke mindst de naturligt forarbejdede (tørres med frugtkød på) - hvorfor det efter min mening bedst egner sig til filterkaffe.

Sagen er nemlig den, at køber/rister du til espresso, er det typisk væsentlig mere mørkristet end til filter. Herved rister man faktisk mange af de gode frugtige og syrlige nuancer væk og fremelsker de lidt mere sødlige og ”tunge” noter, som er kendetegnende ved en espresso. Og det er jo lidt en skam at dræbe så behagelige frugtnoter, der er karakteristisk for etiopiske kaffer.

Så min personlige anbefaling vil klart være, at bruge den etiopiske kaffe som filterkaffe – det være sig Hario V60, Aeropress, Chemex eller ”bare” en god gammeldags maskinkaffe.

Kaffesortering på etiopisk kaffefarm

Områder/farme

Selvom Etiopien bryster sig af et flot internationalt ry hvad angår kaffe, har de faktisk ikke så mange dyrkningsområder, som f.eks. Brasilien. Til gengæld holder de en højere standard – ikke mindst fra følgende områder:

  • Sidamo – har høj anseelse, bl.a. for deres naturligt forarbejdede bønner, der giver en meget frugtig og aromatisk kop kaffe. Det er et ca. 50/50 forhold mellem naturligt forarbejdede og vaskede bønner i regionen. Kaffen dyrkes fra oktober til januar i højder mellem 1400 m og 2200 m.

  • Harrar – en af de ældste kafferegioner i landet, som har ry for at være meget forskelligartet i deres produktion af kaffe. Ikke så meget metoderne som det endelige produkt, der kan beskrives som alt lige fra uren og træagtig til dejlig frugtig med blåbær noter. Dyrkningen foregår fra oktober til februar og dyrkes i højder på 1500-2100 m.

  • Yirgacheffe – nok en af de mest kendte og populære kafferegioner – i verden. Særligt anerkendt for høj men rund/blød aroma, frugtighed og citrus-agtig syrlighed. Nogen sammenligner det med the pga. smagsnuancerne – et meget godt vidnesbyrd om den frugtige smagsoplevelse. Yirgacheffe-regionen byder både på vaskede og naturligt forarbejde bønner, der dyrkes fra oktober til januar i 1750-2200 m. højde.

Jeg håber det gav et lille indblik i – og inspiration til – etiopisk kaffe. Det kan klart anbefales herfra. Især hvis du er til filterkaffe af den ene eller anden slags, og du ikke har noget imod spændende frugtige noter i din kaffe. Drikker du primært espresso, vil jeg fraråde etiopisk kaffe, alene af den grund, at du dræber de dejlige smage, som etiopisk kaffe er kendt for. Du kan dog bruge det i espresso hvis du f.eks. mellemrister og bruger det i et blend med den tunge base, som espresso gerne skal have.

Næste gang slutter vi rejsen af med et retur til det mest kaffeproducerende kontinent, Sydamerika. Her dykker vi ned i colombiansk kaffe, der har meget forskelligt og lækkert at byde på – så stay tuned.

God kaffedag til folket.

//Kristian


Del dette indlæg


Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Kommentarer skal godkendes, før de bliver vist. På den måde undgår vi en masse spam-kommentarer.



Vi udsender 1-3 gange i måneden.