Indhold
En kaffekværn er et vigtigt redskab, når man skal brygge lækker kaffe derhjemme.
Formalet kaffe mister dets smag langt hurtigere end hele bønner.
At kunne kværne sine bønner lige inden brug er derfor essentielt, hvis man skal brygge god kaffe.
Med en elektrisk kværn som Bodum Bistro er det meget nemt og kræver minimum arbejde.
Find produktet hos følgende forhandlere
Hvem skal overveje Bistroen?
Bodum Bistro er en af de billigere elektriske kværne og kommer både som en kaffemølle og en ‘burr grinder’.
Forskellen er, at i en ‘burr grinder’ bliver kaffebønnerne knust imellem to overflader, mens i en kaffemølle bliver bønnerne slået i stykker af to roterende knive.
En ‘burr grinder’ kan langt bedre betale sig, da de maler bønnerne meget mere ensartet, og dermed får du en bedre kaffe. Bistroen er stadig meget nem og simpel at bruge. Den kræver minimum arbejde, da den er elektrisk, så det er bare et tryk på en knap.
Du skal overveje en Bodum Bistro, hvis du vil have friskkværnet kaffe men ikke orker håndkværne og dets lige. Hvis du leder efter noget at have med på farten eller måske gerne vil spare endnu mere, så er en håndkværn nok mere i din boldgade.
Hvis du primært drikker espresso, så skal du også overveje noget andet end Bodum Bistro, da dette er en kværn til stempelkaffe, filter, aeropress osv. og ikke til espresso.
Bodum Bistro kan fås ret billigt, men hvis du overvejer at købe en Bodum Bistro, så synes jeg også, du skal have Wilfa Svart Nymalt og Wilfa Svart Aroma med i overvejelserne.
Disse er i samme prisklasse, og jeg synes personligt, de er bedre kværne, men det kommer jeg nærmere ind på.
Forskellige Bistro-kværne
Det kan være lidt svært at finde rundt i Bodums kaffekværne, da de alle sammen hedder Bistro.
Så deres elektriske kaffemølle, som man kan få helt ned til omkring de 200 kr., hedder Bodum Bistro ligesom deres ‘burr grinder’.
I den her anmeldelse har jeg fokus på deres ‘burr grinder’. Denne er der dog også kommet en ny udgave af, men det virker ikke til, at der er de store forskelle udover i udseendet.
Den nye er slankere, og der er også udgaver af Bodum Bistro i kobber og aluminium, der koster endnu mere. De har alle dog 35mm stålblade.
Udover den ret åbenlyse forskel mellem kaffemøllen og deres ‘burr grinder’, så er der altså ikke betydelige forskelle mellem de forskellige ‘burr grinder’.
Hvilket er lidt mystisk, synes jeg, når man tænker på prisforskellene. Den slanke Bistro kan fås til 480 kr., mens den i kobber koster 1500 kr.
Det er dyrt for samme maskine med kobberbelægning, især når man tænker på konkurrerende kværne i den prisklasse.
Fordele
- Kan fås billigt
- Koniske stålblade
Ulemper
- Svært at skelne mellem modellerne
- Nogle af modellerne er dyre uden at have betydelige features
- Wilfa-kværnene er i samme prisklasse og muligvis et bedre alternativ
Nem i brug
Bodum Bistro-kværnen er nem at bruge. Ved at indstille på bønnebeholderen kan du vælge kværngrader fra groft til fint, og med timeren kan du dosere den ønskede mængde kaffe.
Funktioner:
- Kapacitet på 220g
- Bønneskuffe i antistatisk materiale
- Timer/doseringsknap
- 35mm koniske stålblade
- Friktionskobling der forhindrer skader ved sten blandt bønnerne
Koniske stålblade
I en ‘burr grinder’ kan der sidde to slags ‘burrs’ eller kværnblade. Koniske eller flade. Flade stålblade sidder horisontalt ovenover hinanden, mens koniske stålblade er kegleformet. Om det ene er bedre end det andet er en længere diskussion.
Prisvindende barista James Hoffmann peger på, at man som tommelfingerregel godt kan sige, at flade kværnblade kværner mere ensartet. Men på mange kaffesites bliver der peget på, at der ikke er nogen betydelig forskel.
Den anden forskel på kværnblade er, om de er keramiske eller i stål. Stålblade er skarpere, men holder ikke lige så længe som keramiske. Keramiske blade er til gengæld mere skrøbelige, hvis der er en sten blandt dine kaffebønner, end stål er.
I Bodum Bistro er der koniske stålblade. Om det er at foretrække overfor keramiske, koniske kværnblade, som der f.eks. sidder i Wilfas Svart Nymalt og Aroma, må være op til den enkelte.
Friktionskobling
Bodum reklamerer med på deres hjemmeside, at deres Bistro-kværn har friktionskobling, der forhindrer skader mod sten.
Min første tanke var, at det var ret smart, da jeg forestillede mig, at kværnen stoppede, hvis den mærkede en sten imellem kværnbladene. Men dykker man ned i brugermanualen, så er det ikke helt tilfældet.
Der står her, at kværnen laver en “højlydt brummen”, hvis der en sten i, og derefter skal man trække stikket ud og få fjernet stenen ved at åbne kværnen op.
Jeg ved ikke helt, hvad fordel dette skulle give fra andre kværne, da man godt kan høre forskel på en kaffebønne og en sten i sin kværn.
Så Bodum Bistros friktionskobling garanterer altså ikke, at ens kværnblade ikke tager skade af sten blandt bønnerne.
Bønnebeholder og timer
Bodum Bistro har en bønnebeholder i klart plast, hvor man kan opbevare sine bønner. Med timerfunktionen så kan man kværne i en given mængde tid og have en given mængde kaffe klar.
Det er meget nemt, og man kan nemt dosere sin kaffe. Selv vejer jeg altid mine bønner inden, jeg skal kværne, så jeg har ikke så meget brug for en doseringsknap.
Samtidig skifter jeg mellem en hverdagskaffe og et par specialkaffer, så jeg ville heller ikke opbevare mine bønner i bønnebeholderen, da dette ville kræve, man kun bruger den samme kaffe hele tiden.
Bønnebeholderen har heller ikke et UV-filter ligesom Wilfa-kværnene f.eks. har, så jeg ville være lidt bekymret for, hvor godt bønnerne holdte sig i Bistroens bønnebeholder. Samtidig er låget til beholderen ret tyndt og lukker ikke super tæt.
Antistatisk bønneskuffe
Bønneskuffen (dvs. det sted de kværnede bønner ender) er lavet i antistatisk glas i Bodum Bistro. Dette er smart, da det forhindrer mikrostøv fra kaffen i at sidde fast langs siderne af glasset.
Jeg har brugt en Bodum Bistro igennem et par måneder, og jeg synes alligevel, der ender mikrostøv på glasset.
Samtidig sviner kværnen ret meget, da der altid sidder lidt kaffe løst, når man trækker bønneskuffen ud.
Egne erfaringer med Bodum Bistro
Jeg har selv brugt en Bodum Bistro dagligt igennem nogle måneder. Normalt bruger jeg en Wilfa Svart Aroma, som jeg har haft i nogle år. Denne holder rigtig fint.
Den Bodum Bistro, jeg har brugt, havde også nogle år på bagen, og det kunne man godt mærke. Knappen til at kværne virkede ikke så godt længere.
Samtidig føles Bodum Bistro meget plastikagtig. Den føles lidt billigt lavet. Den kværner fint kaffe, men resultatet virker ikke lige så ensformigt som min Wilfa-kværn. Kværnen larmer også en del, synes jeg.
Den kan til gengæld også fås noget billigere end Wilfa Svart Aroma og kværner også generelt fin kaffe. Kværnen er stadig en kæmpe opgradering på en elektrisk kaffemølle.
Tre gode alternativer
Jeg kommer her med tre andre kaffekværne, som du bør overveje. De to første er de Wilfa-kværne, som jeg har nævnt igennem artiklen.
Det er ikke fordi, det skal være propaganda for Wilfa, men det er altså gode alternativer til Bodum Bistro.
Den sidste anbefaling er en lidt dyrere, men generelt anbefalet kværn med mange indstillinger.
Wilfa Svart Aroma
Den opgraderede version af Wilfa Svart Nymalt er en rigtig fin kværn. Den ligner den ældre Nymalt af udseendet, men er i en flot, sort farve fremfor rustfrit stål.
Den har en opdateret motor, som kværner bønnerne ved lavere hastighed, og derved bevarer den aromaen og smagen i kaffen bedre.
Malingsgrad indstilles på bønnebeholderen, og bønneskuffen er også magen til Nymalt. Der er ligesom på Nymalt UV-filter i bønnebeholderen, så man kan også opbevare bønner i beholderen og bruge timeren til at kværne.
Den koster omkring 800 kr, så er lidt dyrere end den billigste Bodum Bistro ‘burr grinder’, men også en noget bedre kværn hvis du spørger mig.
Wilfa Svart Nymalt
Den ældre version af Wilfa Svart-kværnen er stadig en rigtig fin kværn. Den ligner Aromaen af udseendet, men er ikke i samme flotte, sorte farve.
Den har ikke samme opdaterede motor som Aromaen, men fungerer ellers på samme måde. Malingsgrad indstilles på bønnebeholderen, og bønneskuffen er også magen til Aromaen.
Der er ligesom på Aromaen UV-filter i bønnebeholderen, så man kan også opbevare bønner i beholderen og bruge timeren til at kværne. Nymaltens force er, at den stadig kan fås mange steder og er billigere end Aromaen.
Nymalt koster derfor omkring det samme som en Bodum Bistro og er et rigtigt godt alternativ. Føles noget bedre bygget end Bistro.
Baratza Encore
Baratza er et amerikansk firma, der har specialiseret sig i kaffekværne og laver en lang række kværne både til filter og til espresso.
Baratza har koniske stålblade. En rigtig fin kværn, der er meget lig Wilfa ift. et ensformigt resultat, når den kværner bønner.
Encore indstilles ligesom Bodum Bistro nemt ved at dreje på bønnebeholderen, men Encore har hele 40 forskellige indstillingsmuligheder, hvor Bodum Bistro har 12.
På mange amerikanske kaffesites anbefaler de tit Encore som en god kværn at starte med, når man skal have en elektrisk kværn.
Encore er dog lidt dyrere her i Europa. Den koster omkring 1000, så noget dyrere end den billigste Bodum Bistro.
Fin kværn men overvej konkurrenterne først
Bodum Bistro er en fin kværn, der er en opgradering fra elektriske kaffemøller, eller hvis du køber formalet kaffe.
Jeg vil dog anbefale, at du tjekker nogle af konkurrenterne ud først, da jeg synes, du får mere for pengene i f.eks. Wilfa-kværnene.
De dyrere Bodum Bistro i kobber og aluminium vil jeg dog holde mig fra, da du kan få noget bedre kværne for de penge.