Indhold
Guatemala er et land, der har måttet igennem nogle hårde prøvelser.
Det har også sat sine spor i kaffeproduktionen, men Guatemala er i dag et land med en verdensberømt kaffeproduktion, når det gælder specialkaffe.
Vi kommer med gennemgang af landets kaffehistorie og guide til kaffe fra Guatemala.
Borgerkrig sætter dybe spor
Man begyndte at dyrke kaffe i Guatemala i midten af 1800-tallet ligesom i flere af de andre mellemamerikanske lande. Regeringen i Guatemala fokuserede kraftigt på at få gang i kaffeproduktionen omkring denne tid, og det må siges at lykkes. I 1880 udgør kaffe 90% af eksporten fra det mellemamerikanske land.
Kaffe forbliver en vigtig del af Guatemalas økonomi i 1900-tallet, men landet bliver hårdt ramt af politisk ustabilitet og i sidste ende borgerkrig fra midten af århundredet. Fra 1960-96 er landet ramt af en borgerkrig, der skiftevis sætter økonomien i frit fald eller flyvende i vejret. Kaffebønder må forlade deres kaffefarmer, og branchen er hårdt ramt.
I dag ser tingene heldigvis lysere ud. Guatemala er blevet kendt for deres specialkaffe og har fået godt gang i deres kaffeproduktion efter mange års borgerkrig.
En af årsagerne til specialkaffens fremgang i Guatemala er organisationen Anacafé (Asociación Nacional del Café). De blev stiftet i 1960 og har været med til at definere de otte forskellige kafferegioner i landet. Samtidig har Anacafé oprettet en masse kaffelaboratorier rundt i landet, hvor bønder kan få kvalitetstestet deres kaffe.
Når man køber kaffe fra Guatemala kan man også forvente en høj sporbarhed. Det er som regel forholdsvist nemt at spore kaffen tilbage til det sted, den er dyrket.
Kaffe der kommer godt op i højderne
Kaffe fra Guatemala kan smage ret forskelligt. Landet har en masse forskellige klimaer, der gør, at kaffen kan smage meget anderledes afhængig af regionerne. De mest dyrkede varianter af Arabica-kaffesorten i Guatemala er Bourbon, Caturra og Catuai. Typica er også en hyppigt dyrket variant, men de tre første er også dem, der er at finde i de tre regioner, som denne artikel zoomer ind på.
Meget af kaffen i Guatemala er dyrket i vulkanjorde og i store højder. Landet har et særligt gradueringssystem, der inddeler kaffen efter højden, den er dyrket i.
De to vigtigste er HB og SHB, der står for henholdsvis Hard Bean og Strictly Hard Bean. HB er kaffe dyrket mellem 1220-1300 meters højde, og SHB er kaffe dyrket i over 1300 meters højde.
Samtidig er kaffebønner fra Guatemala også klassificeret efter region på en lidt særlig måde. Det er ikke nok, at kaffen bare er dyrket i den pågældende region, men kaffen skal også gerne have de smagsnoter, der normalt kendetegner regionen.
Huehuetenango
Denne region er ret kendt. Jeg synes tit, jeg ser den hos forskellige mikroristerier, men det er måske også bare fordi, at navnet er ret mindeværdigt. Det er særligt for Huehuetenango, at regionen ikke har vulkaner.
Man finder derfor ikke den samme frodige jord her som i andre regioner, men til gengæld gros kaffen i svimlende højder: mellem 1500-2000 meter. Man kan også finde svimlende god kaffe i regionen. Komplekse kaffer med masser af sødme der er balanceret af god syrlighed.
San Marcos
Dette er både den varmeste og den vådeste region i Guatemala. Man finder også spændende kaffe her, som er dyrket mellem 1300-1800 meters højde. Kaffen her er typisk floral og meget syrlig i smagen.
Antigua
Dette er den mest kendte region i Guatemala. Både på grund af kaffen der dyrkes her, men også fordi byen Antigua er kendt for dens særegne arkitektur.
Kaffebærerne dyrkes her i frodig vulkanjord og i 1500-1700 meters højde. Man finder lækker kaffe, der både kan være syrlig og floral men også med dybe noter af chokolade.
Et kaffeland i vækst og fremgang
Guatemala er et rigtig spændende land, når det kommer til specialkaffe. Regioner er alle meget særegne, og kaffebønner fra landet er hyppige gæster på mikroristerierne.
Trods problemer med politisk ustabilitet og borgerkrig, så er landets kaffeproduktion i dag i fremgang.