Indhold
Hvis du er meget på farten eller ude og se verden, så kan det hurtigt blive dyrt at købe alt din kaffe ude på kaffebarer.
Kaffen på hotellet er måske heller ikke altid super god, så hvordan sikrer du dig, at du altid har mulighed for lækker specialkaffe?
Det gør du med Kaffeteriets rejsesæt, som er en række produkter, der gør det nemt at lave kaffe på hotelværelset eller på vandrehjemmet, når du er ude og rejse.
1. Aeropress Go
Pris: 269 kr.
Aeropress er en virkelig populær kaffebrygger, og folkene bag har nu lavet en Aeropress, der er optimeret til at have med på farten.
Aeropress Go er en mindre version af den klassiske Aeropress, der kommer med både en kop med låg, rørepind, filterholder og måleske. Det smarte er, at det hele kan pakkes ned i koppen og sætte låget over, så det ingenting fylder.
Samtidig er koppen den, du brygger ned i, så det er virkelig en gennemtænkt version af den klassiske Aeropress. Du kan læse mere om Aeropress og se forslag til måder at brygge på i vores ultimative guide til Aeropress.
Find produktet hos følgende forhandlere
2. Porlex Mini
Pris: 500 kr.
For at lave god kaffe er det vigtigt, at du kan kværne dine bønner lige inden brygning. Dette gøres rigtig nemt med Porlex Mini, der er en god og rejsevenlig håndkværn.
Den lille håndkværn har en kapacitet på 22 gram og er rigtig nem at indstille. Den kommer med keramiske, koniske kværnblade, der giver dig et virkelig ensformigt resultat.
Rundt om den lille kværn er et elastisk bånd, hvori håndtaget til kværnen kan sidde. Hvis man har den almindelige Aeropress, så passer kværnen også ned i den, og båndet kan tages af og sættes rundt om en Aeropress.
Desværre passer Porlex Mini ikke ned i Aeropress Go, da Aeropress Go er lidt for lille og samtidig har måleske, filtre og rørepind i, når den er pakket sammen. Du kan læse mere om Porlex og andre kværne i vores guide til manuelle kværne.
Find produktet hos følgende forhandlere
3. Mønsk kaffe fra Øristeriet
Pris: 79 kr. for 400 gram
Et økologisk blend af kaffe fra Afrika og Sydamerika fra det danske mikroristeri, Øristeriet. En ligetil og rund, behagelig kaffe som er perfekt både morgen, middag og aften.
Vi synes, det er en god ide med en alsidig kaffe, der ikke har alt for mange vilde smagsnoter af bær og citrus, når man er på farten.
Tit er det om morgenen, at man trænger til kaffe inden, man skal ud og opleve en masse, og så er det godt med en blød og behagelig kaffe.
Det er også kun et plus, at kaffen fra Øristeriet er økologisk. Samtidig kan man på Øristeriets webshop bestille en genlukkelig kaffepose med ventil.
Det er tiltænkt til folk, der selv rister deres kaffe, men jeg synes, det er smart at købe en 250g-pose til 5 kr., så man kan tage lidt mindre kaffe med, så det ikke fylder så meget i bagagen. Man får ikke lige altid drukket 400g kaffe på en weekendtur.
4. Termokop
Det er så smart med Aeropress Go, at der medfølger en kop med låg, så man kan tage den med eller bare sidde og nyde ens kaffe på hotelværelset. Men koppen i Aeropress Go holder ikke din kaffe varm særlig længe.
Derfor kan det være en god ide at have en termokop med. Samtidig er det nemmere at pakke ens Aeropress Go sammen igen, da du kan pakke den tilbage ned i koppen, hvis du hælder kaffen i termokoppen.
Så kan du have din yndlingstermokop med og Aeropressen pakket ned, når du f.eks. er checket ud og på vej videre.
5. Elkedel på hotelværelset
Kaffe kræver selvfølgelig også varmt vand, men langt de fleste hoteller har elkedler på værelset, eller hvis du bor på vandrehjem, så burde der også være et fælleskøkken.
At brygge kaffe med Aeropress kræver heller ikke nødvendigvis en fancy kedel med svanehals. Det kan sagtens klares med elkedlen på hotelværelset.
6. Flaskevand
Når man rejser rundt, kan man ikke altid være sikker på postevandets kvalitet.
Postevand er heller ikke altid den bedste løsning til kaffebrygning, da det ofte indeholder for meget kalk.
Vi anbefaler at købe vand på flaske i supermarkedet og brygge kaffe med det.
Fantastisk kaffe hvorend du er
Med Kaffeteriets rejsesæt så er du sikret god kaffe overalt i verden. Det fylder næsten ingenting at have med i bagagen, og du er ikke afhængig af hotelkaffen eller at skulle finde en god kaffebar.
Du har nemlig selv den gode kaffe klar. På den måde kan dine rejser og ferier blive endnu bedre.