Indhold

Der har været en udvikling i danskernes krav til kaffe. Flere og flere går væk fra den månedgamle kaffe til 15 kr. i Fakta, og betaler hellere mere for en god nyristet kaffe fra den lokale kaffebar. Man får meget mere smagsoplevelse for pengene – og det sætter den stadig mere kvalitetsbevidste dansker naturligvis pris på.

Der er imidlertid også andre løsninger, hvis man f.eks. er på budget eller bare ønsker at ”gøre det selv”. Med ret simple midler kan du faktisk riste dine egne kaffebønner.

rist grønne kaffebønner i ovn
De grønne kaffebønner hældt ud på bradepande i ét lag – klar til risning

Grønne kaffebønner / rå kaffebønner

Mange er vante til den færdigristede kaffebønne og tænker ikke rigtig over hvor den uforarbejdede kaffebønne kommer fra. Længe troede jeg også, at kaffebønnerne var færdigristede direkte fra import og at det bare ”er sådan man køber dem”. Men efterhånden som min interesse for kaffesmagen udviklede sig, begyndte jeg at kigge nærmere på hvordan man selv kan nørde lidt med kaffen. Det var her jeg fandt ud af, at man ret nemt kan anskaffe sig grønne kaffebønner/rå kaffebønner og selv riste dem efter behov.

En tur på Google og du finder hurtigt et godt udbud af grønne kaffebønner blandt danske importerer. Prisen varier afhængig af bønnen, men med en startpris på omkring 60 kr. pr. 500 g, kigger du på noget, der minder om halvpris. Køber du friskristede kaffebønner på caféer rundt omkring, ligger de nemlig snildt på 65 kr. pr. 250 g.

Hjemmelavede ting har altid noget unikt over sig – og kaffen er ingen undtagelse, da du faktisk kan sætte dit præg på smagen jo mere rutineret du bliver i ristningens kunst. Ved f.eks. at variere ristningsprofiler, kan du få noget forskelligt ud af kaffebønnerne og efterhånden ramme dét, som passer din kaffesmag bedst.

Men hvordan rister man så selv hjemme? Ja der er faktisk forskellige metoder, som du kan bruge derhjemme. I det følgende vil jeg fortælle hvordan du rister kaffe i ovn.

Kafferistning i ovn


Én af de måder du kan riste kaffe på, er i en ganske almindelig ovn. Med en bradepande eller et ildfast fad, kan du hurtigt riste 200-400 gram kaffe, med nogle simple trin:

  1. Start ovnen. Forvarm ovnen til ca. 225 g. Brug ikke varmluft. Mens ovnen varmer op, kan du finde fadet/panden, som du skal riste i. Hæld den ønskede mængde grønne kaffebønner ud i fadet/panden i ét lag. Ligger de ovenpå hinanden, vil ristningen blive mere ujævn.
  2. Tag tid. Når ovnen har nået de 225 gr., sætter du kaffebønnerne ind i midten. Sæt evt. en timer i gang, hvis du vil monitorere ristningen med tid til fremtidige ristninger.
  3. Lyt. Kaffebønnerne vil give såkaldte ”cracks” (popcorn lyd) – både en og to gange pr. bønne (andet crack er dog svært at høre/differentiere). For mig handler det mest om hvordan kaffebønnerne ser ud, men jeg stopper aldrig ristningen inden de cracker. Derfor er denne lyd en indikation for mig om, at jeg skal til at holde øje.
  4. Hold øje. Alt afhængig af bønne og bryggemetode, skal du lys-, mellem- eller mørkeriste. Til espresso vil du f.eks. sigte efter en mørkere ristning (mørk chokolade farve) som tommelfingerregel, mens filterkaffe som regel er lys til mellemristet (mørk karamelfarvet).
  5. Paletkniv. Det er en god idé at have en paletkniv eller lignende klar, så du kan vende rundt i bønnerne ca. hvert andet minut. Især hvis du har erfaringer med, at din ovn varmer ujævnt som min.
  6. Afkøling. Når du er tilfreds med ristningens farve, tager du dem ud af ovnen. Afkølingen er vigtig – hav derfor en kold bradepande klar til at hælde over på. Hæld evt. kaffebønnerne fra beholder til beholder.
risede bønner i ovn
Nyristede kaffebønner – lyse til filter (Hario V60)

Tips til kafferistning

  • Risteprofil. Undersøg evt den anbefalede risteprofil for den enkelte bønnetype. Det er smag og behag, og du skal følge dine egne smagsløg. Men i starten kan anbefalingen være et fingerpeg om, hvilken risteprofil der giver det bedste resultat for den specifikke bønne.
  • Ingen varmluft. Kaffebønnerne afgiver nogle små tynde flager, som let flyver rundt. Bruger du varmluft, risikerer du at flagerne sætter sig uhensigtsmæssige steder i ovnen. Flagerne er dog ikke ”farlige” i kaffen – så bliver de ikke frasorteret, skader det ikke at kværne dem med kaffen.
  • Sørg for god udluftning. Risteprocessen udvikler en del røg, som kan være generende i et lukket køkken. Åben derfor vinduer og tænd emhætte.
  • Omhæld kaffebønner. Når bønnerne er kolde, anbefales det at hælde dem i en lufttæt beholder eller ventilpose, så aromaen bibeholdes.
  • Hviletid. Lad kaffebønnerne hvile i i hvert fald 24 timer – også gerne 48 timer. Så får de aromatiske olier lov til at sætte sig i kaffen, hvilket kommer det endelige produkt til gode. Du kan dog i princippet godt bruge kaffebønnerne lige efter ristning – men smagen vil være lidt mere ”flad”. Kaffebønnernes smag aftager ca. 1 måned efter ristning – meget længere end det, skal de ikke gerne stå ubrugte.

Jeg håber at du kan bruge denne gennemgang af hjemmeristning i ovn. Forsøg dig frem og smag efter. Det kan tage mange mislykkede forsøg før du finder den kaffebønne og den smag, der passer dig og din brygning bedst. Men så er det altså også hele umagen værd derefter.

0 Shares:
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *