Indhold
I denne udgave af vores serie om danske mikroristerier lander vi i Graven i Århus, hvor La Cabras kaffeeventyr startede i 2012, og som siden har bredt sig ud til 40 forskellige lande. Et risteri der efterhånden er knap så “mikro” men derimod en stor spiller inden for specialkaffe.
Fra kaffebar i Latinerkvarteret til anerkendt risteri
På en solskinsdag i Latinerkvarteret i Århus kan man i den hyggelige gade, Graven, finde et mylder af mennesker, der sidder ude langs fortovet og drikker kaffe af tjekkede keramikkopper.
I kopperne finder man lækker kaffe fra La Cabra, der har til huse her i Graven, hvor Espen Piper i 2012 åbnede sin kaffebar. Allerede i 2013 udvidede de med et risteri, og nu finder man to kaffebarer med dertil knyttet bageri i Århus.
Risteriet er siden vokset og flyttede i 2019 til større lokaler i København og ser sig selv i dag som et “coffee company” nærmere end et mikroristeri.
Deres kaffe bliver sendt ud til hele 40 forskellige lande. I deres udvikling fra kaffebar til global kaffevirksomhed, så har deres baristaer vundet adskillige Barista-mesterskaber, og samtidig har risteriet mange ture til forskellige kaffefarme på bagen. La Cabra er et foretagende med konstant vokseværk, der virkelig går op i at få bredt specialkaffen ud til alle.
Kontaktoplysninger:
Adresse: Marguerite Vibys Pl. 1, 2000 Frederiksberg
Email: [email protected]
Hjemmeside: lacabra.dk
Risteri med tæt kontakt til kaffefarmerne
Noget helt særligt ved La Cabra er gennemsigtigheden i, hvordan de udvælger kaffe, og hvor kaffen kommer fra. Folkene bag La Cabra har flere gange været nede og besøge nogle af de kaffefarme, som de modtager kaffe fra. Ved enkelte af deres kaffer præsenterer de endda navnet på kaffebonden bag.
La Cabra skifter også i deres kaffeudvalg, og det er forskelligt, hvad for noget kaffe, der er tilgængeligt hvornår. Det er også nogle gange tilfældet, f.eks. med deres kaffer fra Burundi, at der er en begrænset tilgængelighed.
I Burundi er der politiske uroligheder, der har påvirket høsten, og det er et godt eksempel på La Cabras gennemsigtighed i forsyningskæden. Du ved præcis, hvor bønnerne kommer fra, og hvad du støtter, når du køber bønnerne.
Et skiftende kaffeudvalg i høj kvalitet
La Cabra skifter godt nok ud i deres kaffe, men de har pt. tre forskellige kaffekategorier – deres ‘Seasonal coffee’ og deres to ‘collections’, dvs. kaffer fra to specifikke områder.
Deres collections baserer sig på kaffe fra Burundi i Østafrika og Los Pirineos i El Salvador. Fælles for alt kaffen er, at du på La Cabras hjemmeside kan finde en masse information om den specifikke kaffebønne og også de forskellige processer, der er blevet brugt i efterbehandlingen af de høstede kaffebær.
Burundi Collection
Pris: 129-144 kr. for 250 gram
Burundi er et land i Østafrika, der grænser op til Rwanda. La Cabra har her lavet et samarbejde med Long Miles Coffee-projektet, der er startet i 2013. Long Miles Coffee arbejder sammen med en masse kaffefarmere i Burundi og hjælper dem med at dyrke bedre kaffe og få det solgt til ordentlige priser.
Landet er præget af politiske uroligheder, men La Cabra og Long Miles Coffee er med til at sørge for, at kaffefarmerne bliver ordentlig betalt for deres arbejde. Pga. de politiske uroligheder så er høsten i år blevet mindre, og alt kaffen fra Burundi er faktisk udsolgt på La Cabras hjemmeside i øjeblikket.
Los Pirineos Collection
Pris: 129-149 kr. for 250 gram
Los Pirineos er en kaffefarm i El Salvador, der har været i samme familie i 135 år. La Cabra har selv været nede og besøge manden bag, Gilberto Baraona, der desværre afgik ved døden i juni.
Der er i øjeblikket tre kaffer fra farmen tilgængelige på La Cabras webshop og to af dem er ret eksperimenterende, deres ‘Semi-Carbonic Maceration’ og deres ‘Yeast Fermentation’ Her er kaffebærene blevet fermenteret i efterbehandlingen. Det skulle ifølge La Cabra give en mere kompleks og smagfuld kop kaffe.
Seasonal Coffee
Pris: 129-149 kr. for 250 gram
Her er samlet kaffer fra de to ‘collections’ men også et par kaffer fra Kenya og Etiopien. Der er også her masser af information om hver enkelt kaffe, hvor man kan læse en masse om stedet, det kommer fra, og om hvordan kaffebærene er blevet behandlet.
Hvorfor skal du købe kaffe fra La Cabra?
La Cabra tager virkelig specialkaffe op til uanede højder. De eksperimenterer med deres kaffebønner, og de går ikke på kompromis med kvalitet. Samtidig ved du præcis, hvad du får, og hvor det er kommet fra.
Den store gennemsigtighed i forsyningskæden og en viden om, at bønderne bag dine kaffebønner har fået en god betaling for deres arbejde, gør, at du kan købe kaffe med god samvittighed. Såfremt pengepungen tillader.
Hvad bliver det næste for La Cabra?
Der har været kæmpe udviklinger i La Cabra siden kaffebaren åbnede i 2012. I øjeblikket er de igang med at ville åbne en kaffebar i Dubai. Det er interessant at følge med i, hvor langt La Cabra kan gå i deres kompromisløse insisteren på kvalitet indenfor kaffe.