Indhold

Derhjemme drikker jeg mest filterkaffe, men der er bare nogle gange, man har lyst til en cappuccino med lækkert mælkeskum.

Desværre er espressomaskiner noget dyre, især hvis man bare vil lave cappuccino en gang imellem.

Kaffeteriet har heldigvis en løsning til dig, hvis du vil lave cappuccino derhjemme UDEN en espressomaskine.

Man kommer langt med en espressokande

Denne her opskrift baserer sig på espressokanden. Den er en fast bestanddele af italienske køkkener, men er det ikke i samme grad herhjemme, hvilket er ærgerligt.

De er nemlig ret billige og kan lave en virkelig god espresso-lignende kaffe. Jeg synes, de er super fede, hvis man ikke har en espressomaskine, fordi man kan bruge dem til en masse ting, man ellers ville bruge espresso til.

F.eks. lave affogato (måske verdens bedste dessert?) eller god, stærk kaffe til at dyppe ladyfingers i, når du laver tiramisu (okay, dét er måske verdens bedste dessert). Den her opskrift kræver dog også, at man har en mælkeskummer.


Man kan få en del forskellige mælkeskummere til hjemmet efterhånden, men jeg anbefaler, man får noget ala en Bialetti Tuttocrema. Det er en kande, hvor du kan varme mælk i direkte på komfuret.

Når mælken er varm, så er der i kanden et stempel, som man kører op og ned, og dette skummer kaffen. Min egen mælkeskummer er fra et tilfældigt italiensk mærke, som er købt brugt til billige penge.

Du kan altså lave en lækker cappuccino derhjemme uden at skulle af med flere tusinde kroner for espressomaskine og kværn. 

Hvilken kaffe bør man bruge?

Med en espressokande kan du egentlig bruge lige det, du har lyst til. Det meste kaffe gør sig godt i en espressokande, men vi kommer alligevel med et par tips til, hvad du bør overveje.

Lige i denne opskrift skal vi bruge en kaffe, der smager af noget, hvis man skulle smage det bag alt den cremede sødmælk. Jeg kan godt lide at bruge noget mellemristet, så der er lidt smag fra ristningen uden, det smager for “brændt”.

Samtidig vil vi gerne efterligne et espressoshot med denne opskrift, så man kan med fordel bruge en god espressoblend, så man kommer nærmere, hvad man forbinder med en rigtig cappuccino.

En espressokande vil dog aldrig lave “rigtig” espresso, da espresso normalt er brygget under et kæmpe stort tryk. Det er det, der giver den dejlige søde og runde espressosmag. Kaffen til espressokande skal kværnes fint. 

Fremgangsmåde til cappuccino derhjemme

Her er selve opskriften til at lave cappuccino derhjemme uden espressomaskine. Opskriften giver to mindre cappuccinoer eller en stor. Du skal bruge følgende: 

  • En espressokande på 3-kopper 
  • Ca. 16-17 gram fintkværnet kaffe
  • 250 mL sødmælk
  • ca. 210 mL kogt vand 
  • 1 stor kop eller 2 almindelige kopper
  • Evt. et termometer hvis du har et

Jeg bruger selv en Bialetti Moka Pot 3-kopper, en Frabosk Cappuccino Creamer og Heavy Pig-espresso fra Øristeriet.

Kaffen er kværnet på en Wilfa Svart Aroma ca. to-tre klik grovere end indstillingen, der hedder ‘Moka pot’.

Sådan gør du:

  1. Hæld mælk i din mælkeskummer og varm det op. Det må ikke koge. Den optimale temperatur er 55-65 grader celsius. Her kan du evt. bruge et termometer.
  2. Mens mælken varmes, så fyld det nederste kammer af din espressokande med kogende vand. Det skal være til lige under ventilen. 
  3. Hæld kaffe i filtret, så det fylder hele filtret og er plant på toppen. Sæt filteret i bunden og skru top og bund sammen. Husk et viskestykke, da bunden er varm. 
  4. Tænd komfuret på middelhøj varme og sæt kanden på blusset.
  5. Når kaffen løber ud af kanden, så tager du den af og hælder kold vand fra hanen på bunden. Det stopper ekstraktionen, så kaffen ikke bliver bitter.
  6. Når din mælk er varm, så skummer du det i 30 sek eller til det har den konsistens, du gerne vil have. Det gøres ved at føre stemplet op og ned.
  7. Hæld kaffen i dine kopper og hæld derefter den skummede mælk over. 
  8. Nyd din lækre cappuccino!

Du kan altid justere mængden af mælk, sådan som du godt kan lide det. Samtidig kan du også sagtens bruge anden mælk end letmælk – også havremælk eller mandelmælk.

Du kan også godt bruge en anden størrelse espressokande, hvis du f.eks. har en på 2- eller 4-kopper.

Normalt vil man også bruge koldt vand i en espressokande, men jeg synes, kaffen bliver mindre bitter, når man bruger kogende vand. Man skal bare lige passe på fingrene.

Lækker og cremet cappuccino 

Du har forhåbentligt fået en rigtig lækker kop cappuccino ud af vores opskrift. Du kan som sagt altid finjustere den med andre typer mælk eller ændre lidt på mængderne, så du får den helt rigtige kaffe.

Men hvis kaffen ikke er blevet helt, som du ville have den, så har vi et par løsningsforslag. Når det gælder espressokande, så kan der nemlig godt gå et par ting galt.

Hvis der er røget vand ud ved forseglingen mellem det øverste og nederste kammer, så skal du nok skrue toppen og bunden lidt strammere fast næste gang.

Det kan også være, at kaffen er spruttet ud af kanden i stedet for at løbe ud i en fin stråle. Det kan, der være lidt forskellige årsager til.

Du kan have kværnet for fint eller komme til at pakke kaffen for hårdt sammen, så dampen fra vandet ikke kan trænge op igennem. 

Andre opskrifter du kan prøve

Hvis du har en espressokande og mælkeskummer, så har vi forslag til nogle andre opskrifter, du kan give dig i kast med.

Vi har en rigtig fin opskrift på iskaffe uden espressomaskine, hvor du også bruger din espressokande til at lave en virkelig lækker kaffe.

Denne opskrift kan også gøres endnu bedre ved at skumme den kolde mælk. Vores japanske iskaffe bliver også virkelig lækker med en lille smule koldt mælkeskum.

Hvis du er mere på jagt efter en god sort kaffe, så kan du tjekke vores ultimative guides til stempelkaffe, Chemex og kaffetragt. 

Cappuccino derhjemme som italienerne gør det 

Med denne opskrift er du godt klædt på til at lave cappuccino derhjemme uden at skulle på jagt efter en dyr espressomaskine, der tager for meget plads på køkkenbordet. Det er nemt og billigt, og du kan imponere dine gæster med en lækker italiensk cappuccino. 

0 Shares:
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *