Indhold

I den her udgave af vores serie om forskellige mikroristerier tager vi et kig på Norges ældste kafferisteri, Solberg & Hansen. Læs med for at få et indblik i et risteri, der har sans for gode historier.

Fra kolonialforretning til specialkaffe

Solberg & Hansen startede i 1879, da Carl Solberg og Fritjof Hansen åbnede en kolonialforretning i Oslo. Siden de to herrer startede forretningen, så er Solberg & Hansen på 140 år vokset til at være ikke bare Norges ældste risteri indenfor specialkaffe men også det største.

Det norske risteri er derfor knap så mikro, men de rister stadig lækker specialkaffe med blik på at gøre det så bæredygtigt og kvalitetsbevidst som muligt.

Solberg & Hansen har et særligt blik for at fortælle historier. Både deres egen men som de siger i en video på deres hjemmeside om historien: “Hvert eneste kaffebønne og hvert eneste teblad rommer en historie”.

De vil med deres kaffe fortælle historier om hele kaffebønnens rejse og alle de mennesker, der er involveret i kaffens rejse fra bær til færdigbrygget kop. 

Historie og nytænkning i samme pakke

Selvom Solberg & Hansen har sans for historien, så er de ikke bange for nytænkning. Det siger næsten sig selv, at en 140 år gammel virksomhed bliver nødt til at nytænke sig selv, hvis de skal bestå i så mange år.


Det har det norske risteri også gjort et par gange, men for nylig har de lanceret et helt nyt visuelt udtryk med nyt logo og nyt design på kaffeposerne, der bedre skal kunne fortælle de historier om kaffen, som de gerne vil fortælle.

På den måde holder de fast i de gode historier, mens de stadig nytænker sig selv. Risteriet ser sig selv som en virksomhed, der aldrig skal stoppe med at lære trods deres store erfaring.

Alt den viden, som risteriet har akkumuleret, vil de også meget gerne videreformidle. Hvis du tager et smut til Oslo en dag, så sørg for at besøge deres konceptbutikker. Disse skal ikke ses som caféer, men som et sted hvor du kan købe kaffebønner, brygudstyr og lære noget om kaffe.

De sælger selvfølgelig også kaffe, men de har tid til at fortælle dig om bønnerne og tage en snak med dig om den gode kaffe.

Et stort og bredt kaffeudvalg  

Solberg & Hansen har et ret stort udvalg af forskellige kaffer (jeg tæller 39 forskellige i skrivende stund). Udvalget spænder sig bredt ud over single origin-kaffer, espressoristede kaffebønner og kaffeblends.

Herunder kan du se beskrivelser af de forskellige kategorier, risteriet inddeler efter. 

Kvalitetsnivå

Under denne definition er kategorierne ‘Klassiker’, ‘Ekslusiv’ og ‘Mikro’.

Langt størstedelen af kaffen fra risteriet går under kategorien ‘Klassiker’, og kategorien spænder over alt fra blends til single origin og espressoristet.

‘Ekslusiv’ er kaffe med en mindre tilgængelighed og mere begrænset oplag.

‘Mikro’ er micro lot-kaffe, dvs. en meget begrænset mængde af kaffe groet i en mindre mængde på en specifik kaffefarm.

Region

Hvis du er særligt glad for kaffe fra Sydamerika eller Afrika, så kan du i denne kategori inddele Solberg & Hansens kaffe efter regionerne Afrika, Sydamerika, Mellemamerika, Asien og Oceanien og også blends, dvs. kaffeblandinger, hvor man har blandet kaffebønner fra forskellige lande.

Kaffeserie

Her finder man en forskellige definitioner på kaffen fra det norske risteri.

Man finder ‘Sans’-kaffe, der er kaffe med en smagsoplevelse særligt knyttet til et bestemt område eller land.

‘Spor’-kaffe der er en kaffe med en særlig historie om menneskerne bag.

‘Espresso’ der er espressoristet kaffe. ‘Blends’, dvs. kaffeblandinger.

‘Sesong’ der er sæsonsbestemt kaffe såsom en julekaffe eller en efterårskaffe.

Og til sidst ‘Konsept’, der er deres Black Coffee og Black Espresso, der forsøger at forene noget af Norges mest eksporterede kultur med kaffe: nemlig, Black Metal. 

Hvorfor skal du købe kaffe fra Solberg & Hansen?

Jeg tror roligt, man kan sige, at Solberg & Hansen har kaffe til enhver smag med deres brede udvalg.

Samtidig gør man en stor forskel for mange mennesker, når man køber bæredygtig specialkaffe fra et sted som Solberg & Hansen. Kaffefarmerne får en ordentlig løn, og du får kaffe i en ordentlig kvalitet.

Det norske kafferisteri er også rigtig dygtig til at fortælle historier om de steder, som kaffen er kommet fra, så du får en god fornemmelse af, hvad det er du støtter, når du køber deres kaffe.

Du bliver sidste led i et rigtig fint kaffeeventyr, når du køber kaffe herfra. 

Det 140-årige kaffeforetagende kan endnu

Historie og erfaring i et fint møde med nytænkning og nysgerrighed er noget af det, du mødes med hos Solberg & Hansen.

De har holdt sig opdateret i deres 140-årige virke, så du får specialkaffe i en rigtig høj kvalitet, hvis du handler her. 

0 Shares:
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *