Indhold
I denne serie tager vi et kig rundt på de forskellige, danske mikroristerier og undersøger specialkaffen i Danmark. I dette første afsnit tager vi et kig på århusianske Sydhavnskaffe, der forsøger at få udbredt specialkaffe til så mange mennesker som muligt.
Hvem står bag Sydhavnskaffe?
I april ændrede det aarhusianske risteri Sigfreds Kaffefabrik navn til Sydhavnskaffe. Det skete efter, at Thomas Sigfred, som lagde navn til risteriet, trådte ud af virksomheden.
Thomas Sigfred er en stor personlighed indenfor den aarhusianske kaffescene. I 2001 åbnede han Sigfreds Kaffebar, som var en af de første til at introducere specialkaffe for aarhusianerne.
I 2015 gik kaffebaren konkurs, og Thomas Sigfred åbnede Sigfreds Kaffefabrik i 2016. Spol frem til 2020 og Thomas Sigfred er trådt ud af virksomheden. Kenneth Theodor Kastberg står nu for kafferistningen med hjælp fra Rasmus Seirup, der er barista og står for forskellige arrangementer og kurser.
Rasmus Seirup var en del af Sigfreds Kaffebar og åbnede efter konkursen RS28 på samme lokation.
Kenneth Theodor Kastberg er faglært kok og certificeret Q-Arabica Grader, dvs. han kan vurdere kaffens kvalitet ud fra dens smag og er lidt som en narkohund, som de selv skriver på deres hjemmeside.
Sydhavnskaffe har altså nogle dybe rødder i den aarhusianske kaffescene, og deres kaffe er at finde en del steder rundt på forskellige caféer, bagerier og kaffebarer i Århus.
Kontaktoplysninger
Adresse: Sydhavnsgade 7, 8000 Aarhus C
Telefon: +45 53641566
Email: [email protected]
Hjemmeside: https://sydhavnskaffe.dk/
Hvad er målet for Sydhavnskaffe?
Det er måske ikke så mærkeligt for et risteri at ville have så mange som muligt til at drikke deres kaffe.
For Sydhavnskaffe handler det om ikke bare at få solgt så meget af deres kaffe som muligt men også at få spredt specialkaffe ud til så mange mennesker som muligt. Sydhavnskaffe går op i, at hele kaffens rejse fra farm til forbruger skal være gennemsigtig og give mening for alle involverede parter.
Risteriet handler så direkte som muligt med kaffefarmene, så farmerne får betaling på mellem 2-7 gange mere end børskursen for kaffen. På den måde sikres kvalitet, og kaffefarmene kan opretholde kvaliteten i deres landbrug.
Det er godt for både biodiversitet i områderne, så farmene ikke skal omlægge til andre afgrøder og godt for miljøet, da 50% af kaffen fra Sydhavnskaffe er efterbehandlet uden brug af vand.
Målet for Sydhavnskaffe er altså at handle med kaffe på en måde, hvor både kaffefarmere og forbrugere får glæde af det, og som forbruger har du synlighed over hele processen.
Fire forskellige kaffetyper og abonnement
Kaffen fra Sydhavnskaffe er delt op i forskellige kategorier, som er baseret dels på, hvor præcist et område de kan spore kaffen til og dels på, hvor høj kvaliteten af kaffen er.
Disse rangerer på en score mellem minimum 82-86 ud af 100. Det er denne skala man bruger til at bedømme kaffe. Alt under 80 kan ikke defineres som specialkaffe.
Til sidst har de en kategori med, hvad de selv kalder kaffe i en “helt Okay kvalitet til en rigtig God pris”. I alle kategorier kan man få kaffe ristet enten til espresso eller filterkaffe.
Regional
Score: min. 82/100
Tilgængelighed: året rundt
Pris: 215 kr. pr. kilo
Denne kaffe kan spores til en specifik region og er tit kooperativer af forskellige kaffefarme. F.eks. har risteriet deres Maya-kaffe fra Guatemala, hvor den kommer fra Huehuetenango, der er et departement i Guatemala. Man er altså ikke nede og handle specifikt med de enkelte kaffefarme, men kaffen kommer fra en række kaffefarme i det givne område.
Terroir
Score: min. 84/100
Tilgængelighed: begrænset
Pris: 235 kr. pr kilo
Denne kaffe spores til et specifikt terroir. Dette er et begreb, vinkendere nok kender. Her zoomer vi lidt ind på kortet og fokuserer ikke bare en bestemt region men derimod på et bestemt område, hvor der er nogle af de samme forudsætninger for jordbund, vejrforhold og dyrkning af kaffebønnerne.
Her kan Sydhavnskaffe spore kaffen helt tilbage til farmen, og man ved, at kaffen kommer fra så specifikt et område, at de forskellige kaffer fra det område deler visse karakteristika og smage.
Micro-lot
Score: min. 86/100
Tilgængelighed: begrænset
Pris: 255-297 kr. pr. kilo
Med denne kategori finder vi Sydhavnskaffes bedste kvalitet. Her zoomer vi helt ind på kortet til en enkelt kaffefarm, og som risteriet skriver på hjemmesiden, så kan de sige præcist hvor på farmen, kaffen gror. Her kender de den enkelte farmer og de metoder, der bliver brugt til efterbehandlingen af kaffen.
Sydhavnens
Score: min. 80/100
Tilgængelighed: året rundt
Pris: 120-150 kr. pr. kilo
Den lidt mere budgetvenlige af Sydhavnens kaffer. Der findes en Sydhavnens Filter, en Sydhavnens Espresso og til sidst Sydhavnens Mix. Den sidstnævnte er et blend af kaffer, som de har ristet for meget af eller som ikke har levet op til kravene for de tre ovennævnte kategorier. Til 120 kr. kiloet er det også en ret billig kaffe i en fin kvalitet.
Hvordan smager kaffen?
Vi har på Kaffeteriet testet et par kaffer fra Sydhavnskaffe. Vi har taget en fra kategorien ‘Terroir’, en fra ‘Micro-lot’ og til sidst også fra kategorien ‘Sydhavnens’ og kommer med vores anmeldelse her. Det er de filterristede bønner, som vi har testet.
Rwanda – Titus (235 kr. for et kilo, 109 kr. for 400 g)
Denne Terroir-kaffe kommer fra hjertet af Virunga-bjergene i Rwanda og er tilgængelig året rundt. Sydhavnskaffe beskriver selv kaffen som sød, fyldig og med noter af citrus efterfulgt af stenfrugt, kakao og karamel.
Jeg bryggede denne kaffe på V60 og som stempelkaffe, og jeg synes, den gjorde sig rigtig fint i begge. Det er en lysristet kaffe, men jeg synes, den var noget mere fyldig og sød i smagen, end hvad jeg normalt forbinder med lysristede kaffer.
Der var lidt citrus og syrlige noter i starten, som risteriet skriver, men jeg synes især, at den søde smag af røde bær var ret gennemtrængende. En meget alsidig kaffe, der giver en lækker rund og balanceret smagsoplevelse.
Guji – Hangadhi økologisk – Ethiopien (255 kr. for et kilo, 119 kr. for 400 g)
Dette er en økologisk micro lot kaffe fra Guji-området i Ethiopien, der er dyrket i små landbrug ved håndkraft. Sydhavnskaffe beskriver det selv som en lys og floral kaffe med syrlighed og masser af frugtige citrus-noter.
Denne kaffe blev brygget på Aeropress, og den havde en meget karakteristisk smagsprofil og gav en meget let kop kaffe med masser af syrlighed. Sydhavnskaffe skriver også, at den har noter af jordbær og fersken, men jeg smagte mest en masse syrlighed og citrusnoter.
Det er en virkelig god kaffe, der indkapsler meget af det, jeg forbinder med lysristet kaffe og pour over-kaffe, nemlig en let og smagfuld kop kaffe med masser af syrlighed og citrus.
Sydhavnens Mix (120 kr. for et kilo)
En meget interessant pose kaffe. Jeg bor selv i Århus og må medgive, at jeg ofte køber Sydhavnens Mix som en hverdagskaffe til en lidt billigere pris, og det er en meget sjov oplevelse hver gang.
Fordi Sydhavnens Mix laves som et blend ud fra deres overproduktion, så smager den forskelligt hver gang. Det er ikke de helt vilde smagsprofiler, men det er gedigen kaffe til en god pris, og hvis man bor i Århus er den som regel virkelig hurtigt klar til levering, hvis man vælger at afhente nede på Bill’s Coffee i Vestergade.
Hvorfor skal du købe kaffe fra Sydhavnskaffe?
Den første grund kan vi basere på vores anmeldelse: fordi det smager godt. Den anden grund er også meget simpel. Det at købe kaffe fra et risteri som Sydhavnskaffe er at støtte udbredelsen af specialkaffe og støtte kaffefarmerne på en helt anden måde, end hvad du gør, når du køber kaffe i dit lokale supermarked.
Sydhavnskaffe gør det meget overskueligt at se, hvor din kaffe er fra, når man går ind på deres hjemmeside.
Hvis du bor i Århus kan du også hente kaffen på Bill’s Coffee i Vestergade eller på selve risteriet, og du sparer derfor fragten.
Nede på Bill’s Coffee er de som regel rigtig gode til at finde den rigtige pose kaffe til dig, og du kan endda få en kop kaffe, mens du beslutter dig.
Sydhavnskaffe har noget for de fleste
Sydhavnskaffe har med deres forskellige kategorier kaffe til enhver smag. Både fra det lidt billigere og simple til højkvalitetskaffe fra enkelte kaffefarme. Jeg synes overordnet, at der er rigtig fin kvalitet på tværs af de forskellige kategorier. Du kan tjekke risteriet ud på deres hjemmeside.