Indhold
Mange elkedler til kaffe har en svanehals. Svanehalsen er god til pour over, da den hælder præcist og i mindre mængde.
Men hvis man brygger meget stempelkaffe eller te, så kan svanehalsen hurtig blive irriterende at hælde med.
Wilfa Svart Format er en elkedel med en normal hældetud og med temperaturstyring, så den er praktisk i lidt flere sammenhænge.
Find produktet hos følgende forhandlere
Hvorfor skal du vælge Wilfa elkedel?
Wilfa Svart Format er en elkedel til dig, der ikke helt kan se fidusen i en elkedel med svanehals men stadig ønsker en kedel med temperaturstyring. Wilfa Svart Format har en hældetud, der minder mere om dem, man er vant til på en helt almindelig elkedel.
Derfor er elkedlen smart til dig, der ikke brygger helt så meget pour over-kaffe, men hellere hurtigt vil sætte en kande stempelkaffe over og også gerne hurtigt vil kunne koge vand op til kartoflerne og hurtigt kunne hælde det i gryden. Samtidig kan temperaturen sættes ned til 40 grader celsius og i intervaller på 70, 80, 90 og 100 grader celsius, så det er også en rigtig god elkedel til te.
Visse tesorter som hvid og grøn te skal brygges ved noget lavere temperaturer for ikke at blive bitre. Wilfa Svart Format er også en elkedel til dig, der går op i design, da det er en flot elkedel i stilrent, skandinavisk design. Dog er elkedlen også en kende dyr. Elkedlen koster næsten det samme som den gamle version af Brewista Smart Pour (som du kan læse en anmeldelse af her) og har ikke nær så mange funktioner.
Den kan heller ikke varme vand op til mellem 92-96 grader celsius, som er den optimale temperatur for kaffebrygning, men kun op til enten 90 eller 100 grader celsius. Hvis du ønsker en elkedel med temperaturstyring, der er lidt mere all round end en elkedel med svanehals, så kan Wilfa Svart Format godt være en mulighed for dig.
Hvis du skal have en elkedel, der er god til pour over-kaffe, så er denne måske ikke helt for dig. Der findes konkurrenter med svanehals, der har flere funktioner til samme pris.
Wilfa Svart-serien
Norske Wilfa har efterhånden lavet en masse fede kaffeprodukter. Især deres Wilfa Svart Aroma er virkelig en god kaffekværn til en god pris. Hele Wilfas Svart-serie er en serie af produkter med fokus på kaffe. Her er blandt andet kaffekværne og kaffemaskiner.
Wilfa har lavet disse produkter i samarbejde med norske barista Tim Wendelboe, der er stifter og ejer af Tim Wendelboe Espresso Bar. Han har samtidig vundet en række priser som barista og kafferister. Wilfa Svart Format skriver sig ind i denne serie som en af deres to elkedler.
Udover Wilfa Svart Format så er der Wilfa Svart Pour Over, som er en elkedel med svanehals men uden temperaturregulering. Temperaturstyringen på Wilfa Svart Format kan ikke skifte temperatur med 1-gradsinterval ligesom elkedler som Brewista Smart Pour og Fellow Stagg EKG, men derimod i intervaller, der hedder 40, 70, 80, 90 og 100 grader.
Fordele
- Stor kapacitet på 1,25 liter
- Alsidig, kan bruges til te og under madlavning
Ulemper
- Dyr ift. få funktioner
- Temperaturregulering er i for store intervaller
- Ikke så anvendelig til pour over
Normal hældetud og temperaturstyring
Wilfa Svart Format er med sine 2200 W en kraftfuld elkedel. Den har temperaturstyring og en lidt mere “normal” hældetud end de svanehalse, man forbinder med kaffe og pour over.
Elkedlen kan justere temperaturen, kommer i flot design og kan holde kogevandet varmt i 25 minutter.
Funktioner
- 2200 W
- Temperaturindstilling til 40, 70, 80, 90 og 100 grader celsius
- Holder kogevandet varmt i 25 minutter
- Skandinavisk design
- Robust, BPA-fri stål
- Kapacitet på 1,25 L
- Isolerende dobbeltvæg
Temperaturstyring og hold varm
Wilfa Svart Format kan varme vandet op til 5 forskellige temperaturer: 40, 70, 80, 90 og 100 grader celsius. Når man brygger kaffe så skal vandet være mellem 92-96 grader celsius, da det er her den optimale kaffeekstraktion sker.
Konkurrenter som Hario Buono, Fellow Stagg EKG og Brewista Smart Pour kan varme vandet op mere præcist i 1-gradsintervaller, hvilket Svart Format ikke kan.
Altid gode James Hoffmann peger dog på i sin V60-guide, at han altid bruger 100 grader varmt vand til sin V60, da der er et vist varmetab, når man hælder vandet i kaffebryggeren.
Så altså er det ikke en katastrofe ikke at kunne ramme de 96 grader præcist. Man kan evt. også lige lade kedlen stå i to sekunder for at den kommer lidt under kogepunkt.
Men konkurrerende elkedler som de førnævnte kan også vise den aktuelle vandtemperatur i kedlen, hvilket Wilfa Svart Format heller ikke kan. Dog har den samme “hold varm”-funktion som de førnævnte kedler. Wilfa Svart Format holder kogevandet varmt i op til 25 minutter.
En større hældetud
Wilfa Svart Format har ikke en tynd svanehals som hældetud, som ellers er det, man forbinder med pour over-kaffe. Derfor er elkedlen måske ikke helt rettet mod pour over, men dermed ikke sagt, at det ligefrem er umuligt at brygge pour over uden en svanehals. Hvis du brygger meget stempelkaffe og meget te og måske knap så meget pour over-kaffe, så kan det være en god ide at vælge Svart Format.
En større hældetud gør, at det også er lidt nærmere at hælde kogevand op til pasta og kartofler, hvis du bruger din elkedel til det også. Jeg har selv en Brewista Smart Pour, og man føler sig lidt åndssvag, når man bruger halvandet minut på et hælde vand over sine kartofler, fordi svanehalsen hælder vandet langsomt. Større hældetud er lig med, at der løber en større mængde vand ud, mens en tyndere hældetud er lig med mindre vand.
Det er derfor også betydelig hurtigere at lave en kande stempelkaffe med Wilfa Svart Format, end det er med f.eks. en Brewista Smart Pour. Til tebrygning er det også smartere med en anden hældetud, da en svanehals ikke rigtig giver mening til tebrygning, sådan som det gør til pour over-kaffe.
Wilfa Svart Format kommer i et flot skandinavisk design i BPA-frit stål. Man kan også få en flot udgave i mat sort, som jeg personligt synes er flottest og går godt til nogle af de andre Svart-produkter. Det er en holdbar kande, der er dobbeltisoleret, så den ikke bliver varm udenpå og vandet holder sig varmt længere.
Elkedlen er også nem at bruge med meget simpel styring på den base, kedlen står på. Kedlen er nem at tage af og på, og det kræver få klik at skifte temperatur og tænde for kedlen. Wilfa Svart Format har også en stor kapacitet på 1,25 liter, så der er altid rigelig vand til kaffe og te.
En elkedel, der kan hvad den lover
Wilfa Svart Format kan de ting, som Wilfa siger den kan. Det er en rigtig fin all-round-kedel til dig, der ikke helt ser pointen i en svanehals.
De fleste anmeldelser af produktet peger på, at det er en rigtig fin kedel til te, og at den er ret lydløs og varmer vandet hurtigt op.
Det er dog lidt svært at finde nogle anmeldelser, hvor brugeren har brugt kedlen til pour over-kaffe.
Andre muligheder
Der er en lang række elkedler derude, og derfor er der også en lang række alternativer til denne elkedel. Jeg vil dog her fremhæve tre modeller.
Brewista Smart Pour 2
Den nye version af Smart Pour har grundlæggende de samme funktioner som gamle, men kommer med en ny smart base med berøringsflade, der minder om den på Brewista Artisan.
Denne elkedel fremstår i et mere elegant design end den gamle Smart Pour, der har et lidt klodset udtryk med dens knapper og orange display på basen. Smart Pour 2 koster dog også lige i omegnen af de 1000 kr., hvor den gamle model er lidt billigere, men den er heller ikke lige så let tilgængelig længere.
Samtidig har denne elkedel en svanehals og egner sig derfor bedre til pour over-kaffe, samtidig med at den kan vælge temperaturer mellem 40-100 grader celsius med intervaller på én grad.
Hario Buono
Hario er et japansk firma, der står bag den succesfulde kaffebrygger V60. Deres elkedel til pour over-kaffe er efter min mening en af de flotteste rent designmæssigt.
Den kan fås i nogle forskellige modeller i forskellige prisklasser. Den billigste version er en kedel til komfuret. Her er altså ingen temperaturstyring eller andre features. Buono V60 kan dog også fås som elkedel i to versioner.
En uden temperaturstyring og en med. Ingen af dem har dog lige så mange features som Brewista elkedlen og begge er noget dyre ift. de få funktioner, de har, men man kan til gengæld lidt oftere finde dem på tilbud. Igen er der her svanehals og denne egner sig derfor også bedre til pour over-kaffe.
Stelton Emma elkedel
Stelton Emma elkedel er nok mere en direkte konkurrent til Wilfa Svart Format, da den har samme type hældetud.
Denne elkedel af Stelton er i et vildt flot design ligesom resten af deres Emma-serie, der rummer kopper, skåle, tallerkner, mælkekander osv. osv… Emma-serien har vundet Red Dot Design Award i 2014, German Design Award i 2015 og iF Product Design Award i 2014.
Emma-kedlen er på en aftagelig base ligesom Wilfa Svart Format og har også en isolerende dobbeltvæg. Dog har Stelton Emma ingen temperaturstyring og er faktisk nogle steder dyrere end Wilfa Svart Format. Mest en elkedel til designelskeren.
En kedel mest til tedrikkeren
Wilfa Svart Format er en rigtig fin elkedel til all-round-brug, men ikke så egnet til specialkaffe og pour over-kaffe.
Ift. at man kan få den gamle version af Brewista Smart Pour til samme pris, der har flere funktioner, svanehals og bedre temperaturstyring, så er der bedre alternativer til dig, der vil være en pour over-afficionado.
Til gengæld er det en rigtig fin elkedel til te og et godt valg til dig, der ikke vil have en elkedel med svanehals og en elkedel, der kan lidt forskelligt.