Indhold
At kværne sine bønner selv er for mange en glidebane fra at ville uppe sit kaffegame en smule til pludseligt at have 5 forskellige kaffebryggere og bruge store dele af sin formue på friskristet kaffe.
Wilfa Svarts Nymalt er nok den bedste kaffekværn og dermed løsning til dig, der vil til at kværne selv, men ikke vil bruge en formue eller bruge tid på håndkværne.
Find produktet hos følgende forhandlere
Er du til “Nymalt” kaffe?
Wilfa Svart Nymalt er en super god kværn til dig, der gerne vil igang med at kværne bønner selv. Den er med koniske blade og sikrer ensartede, kværnede bønner, samtidig med at den er nem at bruge. Du skal bare smide bønnerne i, trykke på en knap og kværnen klarer resten selv. Den er derfor noget mere praktisk end en håndkværn og er ikke særlig meget dyrere end f.eks. en Hario Skerton Pro.
Ved mindre du specifikt leder efter en håndkværn til at have med på farten, så er Nymalt højst sandsynligt noget for dig. Det er en rigtig fin begynderkværn, men hvis du er erfaren kaffebrygger og bare leder efter noget, der ikke er alt for dyrt, så er Nymalt også et godt bud. Bønnebeholderen på Wilfa Svart Nymalt har et UV-filter, så du kan lade kaffebønner ligge i beholderen uden, at de bliver dårlige. Det er derfor rigtig nemt at have bønner klar til at kværne.
Med Nymalt får du en kværn der er nem at bruge, og som gør det nemt at have friskkværnet kaffe klar. Det er dog også vigtigt at nævne, at Wilfa Svart Aroma ikke er en espressokværn. Den er god til alt fra stempelkaffe til pour over og til moka pot, men den kværner ikke fint nok til espresso. Så hvis du leder efter en espressokværn, så skal du have fat i noget andet.
Produkterne i Wilfa Svart-serien
Wilfa Svart Nymalt er den ældre version af Wilfa Svart Aroma. Norske Wilfa har efterhånden lavet en masse fede kaffeprodukter. Hele Wilfas Svart-serie er en serie af produkter med fokus på kaffe.
Udover Nymalt-kværnen så findes også elkedler, kaffemaskiner og deres egen pour over-brygger. Wilfa har lavet disse produkter i samarbejde med norske barista Tim Wendelboe, der er stifter og ejer af Tim Wendelboe Espresso Bar. Han har vundet en række priser som barista og kafferister. I min optik så er Wilfas kaffekværne nok stjernerne i denne serie.
Både Nymalt, Aroma og nu også den nye Uniform er virkelig gode kaffekværne. Med Nymalt får du en kværn med fine keramiske blade og til en god pris. Forskellen på Aroma og Nymalt er primært, at Aroma har en nyere motor, der udvikler mindre varme og derfor bevarer smagen og aromaen i kaffebønnerne bedst. Nymalt er dog billigere
Fordele
- God kværn til prisen
- Keramiske, koniske blade
- Lettilgængelig trods det er en ældre model
Ulemper
- Der sætter sig en del kaffestøv i bønneskuffen
- Bønneskuffen har en upraktisk form
- Den nye model er ikke særlig meget dyrere og har bedre motor
Nemme kværnindstillinger og nem i brug
Wilfa Svart Nymalt kommer med en bønnebeholder med UV-filter samt en nem måde at indstille malingsgraden på. Man drejer bare på bønnebeholderen, og der er mærket efter med forskellige kaffetyper som stempelkaffe, filter og aeropress.
Funktioner:
- Keramiske blade
- Kapacitet på 250g
- Bønnebeholder i klart plast med UV-filter
- Timerfunktion til bestemte mængder kaffe
- Fem kværnindstillinger til groftmalet, stempelkaffe, filterkaffe, aeropress og mokapot
UV-filter og timer
Wilfa Svart Nymalt har en bønnebeholder i klar plast med et UV-filter. Dette er tiltænkt til, at man kan hælde kaffebønner i beholderen og opbevare dem der, så de altid er klar til at blive kværnet.
UV-filtret gør, at bønnerne ikke bliver dårlige, men da det er i klart plast, så kan du stadig se, om beholderen er ved at være tom. Samtidig har Wilfa Svart Nymalt en timer, så du kan indstille, om den skal kværne i 10, 20, 30 sekunder eller alt derimellem.
Pointen er så, at man ved at 20 sekunder er nok til at kværne den rette mængde kaffe til ens stempelkande. Det kræver så også, at man bruger den samme kaffe hele tiden.
Jeg kan godt lide at have en hverdagskaffe og så en enkelt eller to specialkaffer at skifte imellem, så det fungerer ikke for mig at have en kaffe liggende i bønnebeholderen.
Jeg måler en mængde bønner op, inden jeg kværner. Det synes jeg egentlig ikke tager længere tid, såfremt man har kaffe og kaffevægt indenfor rækkevidde.
Keramiske, koniske blade
En god kaffekværn skal være en såkaldt “burr grinder”, fordi ellers kværnes kaffebønnerne ikke. Man kan godt fristes af de billige kaffemøller, men en kværn med ‘burrs’ kan langt bedre betale sig ift. den smag, du får ud af din kaffe.
I de små elektriske kaffemøller slås bønnerne bare i stykker af to knive ligesom en i en blender, hvor en ‘burr grinder’ kværner bønnerne mellem to overflader. I Wilfa Svart Nymalt er bladene keramiske fremfor af stål. Keramiske blade er ikke ligeså varmeledende som stålblade og er hårdere end stålblade og holder derfor i længere tid.
Til gengæld har keramiske blade end større skørhed, dvs. de kan nemmere gå i stykker, hvis der nu skulle gemme sig end sten blandt dine kaffebønner. Om stål eller keramiske blade er bedst er vist en længere diskussion, som jeg ikke vil kaste dom i.
Nogle spekulerer i, at fordi keramiske blade er mindre varmeledende, så skulle bønnerne bedre beholde sin aroma og sine olier. Men da stål er mere varmeledende, så spekulerer folk også i, at de simpelthen optager mere af den varme, som der dannes i bønnen, når den knuses.
Så lad det stå hen i det uvisse om stål eller keramiske blade er bedre, men vid at keramiske i hvert fald holder længere. Jeg har haft den nyere model af Wilfa Svart Nymalt, nemlig Aroma, i et par år nu. Denne har også keramiske blade, og de fejler per dags dato ingenting.
Nemme kværnindstillinger
At ændre malingsgraden på ens Wilfa Svart Nymalt er såre simpelt. Man drejer bare selve bønnebeholderen til den ene eller den anden side.
Der sidder på siden en lille rød streg, og på bønnebeholderen er der markeret prikker til at indikere malingsgraden. Mellem prikkerne står nogle overordnede indstillinger: “coarse”, stempelkaffe, filter, aeropress og mokapot.
Udtagelig bønneskuffe
Bønneskuffen, hvor de kværnede kaffebønner lander, kan tages ud. Jeg har selv den nyere model af Nymalt, Wilfa Svart Aroma, og de to kværne har den samme bønneskuffe.
Denne er min største anke ved kaffekværnen. Den har en åndssvag udformning, som er træls at hælde de kværnede bønner ud af. Samtidig samler der sig en masse mikrostøv.
Jeg har fået at vide, at det efter sigende skulle være værre med Nymalten end det er med den nyere Aroma. Det kunne derfor være smart at have en tør klud liggende til at fjerne mikrostøven fra bønnebeholderen, især hvis du skifter mellem forskellige kaffer.
En kværn anbefalet af Søren Stiller
Den danske, prisvindende barista Søren Stiller Markussen fortæller i et interview på hipsterkaffe.dk, at han anbefaler Wilfas kaffekværn til filterkaffe i hjemmet.
Kombiner det med friskristet kaffe fra et lokalt risteri, som han også anbefaler, og du er godt på vej til virkelig lækker kaffe. Wilfa Svart Nymalt er ligesom den nyere Aroma godt anmeldt og ses som et kup til prisen.
Hvad er alternativerne?
Der er en masse kværne derude til forskellige formål. Jeg kommer her med tre alternativer. Den ene er den nyere model, den anden en dyrere model fra amerikanske Baratza og den sidste en håndkværn.
Baratza Encore
Baratza er et amerikansk firma, der har specialiseret sig i kaffekværne og laver en lang række kværne både til filter og til espresso. Baratza har koniske blade ligesom Wilfa-kværnen, men dens blade er af hærdet stål frem for keramiske som på Wilfa-kværnen.
En rigtig fin kværn der leverer et ensformigt resultat, når den kværner bønner. Encore indstilles ligesom Nymalten nemt ved at dreje på bønnebeholderen, men Encore har hele 40 forskellige indstillingsmuligheder, hvor Wilfa har 16.
På mange amerikanske kaffesites anbefaler de tit Encore som en god kværn at starte med, når man skal have en elektrisk kværn med koniske blade. Encore er dog lidt dyrere her i Europa, hvor både Wilfa Svart Nymalt og Aroma er billigere.
Wilfa Svart Aroma
Den nyere version af Wilfa Svart-kværnen, Wilfa Svart Aroma, er en rigtig fin kværn. Den ligner Nymalt af udseendet, men er i en flot, sort farve fremfor rustfrit stål. Den har en opdateret motor som kværner bønnerne ved lavere hastighed og derved bevarer den aromaen og smagen i kaffen bedre.
Malingsgrad indstilles på bønnebeholderen og bønneskuffen er også magen til Nymalt. Der er ligesom på Nymalt UV-filter i bønnebeholderen, så man kan også opbevare bønner i beholderen og bruge timeren til at kværne. Aromaen er en smule dyrere, men ikke særlig meget dyre.
Jeg synes selv, det er en flottere kværn, og den bliver af mange anbefalet som det bedste til prisen.
Hario Skerton Pro
En rigtig fin håndkværn til dig der skal bruge noget, du kan have med på farten eller på kontoret. Den nye Pro-version af Skerton kværner kaffen fint og ensartet og har en kapacitet på 100g.
Rigeligt til en hel kande stempelkaffe eller V60. Harios håndkværn koster under det halve af en Encore, og er også en smule billigere end en Nymalt. Der er altså også lidt at spare på en håndkværn, samtidig med de leverer et virkelig godt resultat.
“Nymalt” kaffe til billige penge
Wilfa Svart Nymalt er en god kværn til nybegynderen. Hvis du gerne vil til at kværne dine bønner selv eller leder efter noget på et budget, så er det her en god løsning. Det er måske den billigste elektriske kværn med koniske blade, du kan få, som samtidig leverer rigtig fine resultater.